Kun for tillidsvalgte

Spareforslag: Rammebesparelser

Rammebesparelser er desværre meget udbredte som en særlig nedskæringsmetode.

Hvad er en rammebesparelse?

 

Hvad er en rammebesparelse? 

Sparemetoden består i, at kommunen beder alle eller enkelte områder om at spare fx 2 pct. eller x-antal mio. kr. på driftsbudgettet. Politikerne i byrådet siger altså ikke nødvendigvis, hvordan pengene skal findes. Det ansvar skubbes ud til området, og så må man der selv finde ud af, hvordan nedskæringerne skal gennemføres.

I budgetforslaget kan det være formuleret på mange måder. Fx ”Der skal findes rammebesparelser på Park & Vej for 1 mio. kr.” eller: “Administration og ledelse på ældreområdet skal beskæres med 1 pct. i næste års budget”. 

Konsekvenser og handlemuligheder

Konsekvenser og handlemuligheder

Rammebesparelser medfører, at det eksempelvis er hjemmeplejen eller de enkelte daginstitutioner, der selv skal finde frem til, hvordan man kan opnå den vedtagne besparelse.


Kommunalbestyrelsen kan på den måde slippe for at tage direkte stilling til, om opgaver og ressourcer hænger sammen. Det ansvar skubber de videre til hjemmeplejen eller lederen på den enkelte daginstitution.

Hvis ansvaret for at finde besparelserne i et vist omfang ligger ude i den enkelte institution, kan det i princippet styrke jeres medindflydelse på området.

I praksis kan det dog stille jer i et dilemma: Vil I bidrage med forslag til, hvordan rammebesparelsen udmøntes, selvom I mener, at der ikke kan spares mere, for det vil gå ud over kvaliteten?
Rammebesparelser er et politisk valg. Derfor er det vigtigt at huske, at kommunalbestyrelsen i sidste ende altid har ansvaret for, at opgaver og ressourcer hænger sammen.

Beskriv konsekvenser af jeres forslag

Hvis I som tillidsvalgte og medarbejdere skal komme med forslag til de konkrete besparelser på jeres område, så sørg for at beskrive, hvad konsekvenserne vil blive, hvis politikerne gennemfører den ene eller anden af de foreslåede besparelser.

Formuler generelle spørgsmål

Før MED-Hovedudvalget skal drøfte budgettet, kan I også formulere generelle spørgsmål til forslagene om rammebesparelser, som I kan sende videre til udvalget. Fx kan I spørge både politikerne og jeres ledere, om de er villige til at acceptere et forringet serviceniveau på jeres opgaveområder. Og I kan beskrive mulige konsekvenser af en rammebesparelse.

Formuler konkrete spørgsmål om udmøntningen

Endelig kan I både lokalt og via MED-hovedudvalget få afklaret, hvordan rammebesparelserne konkret skal opnås, når det samlede budget er vedtaget, og hvilke muligheder I har for at drøfte de enkelte beslutninger hos jer:

  • Er der en tidsplan for gennemførelsen og for, hvordan medarbejderne deltager?
  • Hvilke konsekvenser kan de forskellige besparelser have for arbejdsmiljøet?
  • Hvordan sikres det, at borgerne ikke mærker rammebesparelserne på servicen?