Aktivering
Som dagpengemodtager er det et krav, at kommunen giver dig et virksomhedsrettet aktiveringstilbud senest, når du har været ledig i 6 måneder. Du har pligt til at deltage. Hvis du mener, at det kan hjælpe dig hurtigere i arbejde, behøver du ikke vente på et tilbud fra kommunen, da det er muligt at påbegynde et tilbud tidligere.

Det er altid vigtigt, at aktiveringen bringer dig nærmere et ordinært job. Derfor skal du målrette din aktivering. Du bør overveje, hvordan du får mest muligt ud af perioden. Brug aktivering til at få en fod ind på arbejdsmarkedet eller til at få ny erfaring. Du kan også bruge perioden til at prøve et nyt fagområde, hvis du ønsker et brancheskift.
Når du er i aktivering, får du muligheden for at tilegne dig nye kompetencer og skabe dig et større netværk, uanset om du fx begynder i virksomhedspraktik, tager et job med løntilskud eller deltager i et kursus.
Her beskrives de tre forskellige aktiveringsmuligheder.
Du kan altid booke en samtale med din regionale a-kasse for individuel vejledning.
Virksomhedspraktik
Virksomhedspraktik
Hvad er virksomhedspraktik?
Virksomhedspraktik er en praktikperiode på en arbejdsplads i op til 4 uger.
Under en virksomhedspraktik:
- kan du prøve et andet arbejdsområde indenfor dit nuværende fag
- kan du prøve et helt nyt fagområde, hvis du fx ønsker et brancheskift
- får du direkte kontakt til en arbejdsgiver, hvilket betyder, at du har muligheden for at gøre dig positivt bemærket
- kan du kan blive klogere på, om det kunne være relevant for dig at opkvalificere dig i form af kurser eller uddannelse
- får du et større netværk
- får du mere erfaring, som du kan skrive på dit CV og bruge aktivt i din jobsøgning.
Hvad er mine arbejdsvilkår?
Du er ikke ansat under virksomhedspraktik, og du modtager derfor ikke løn fra arbejdsgiveren. Du modtager dine sædvanlige dagpenge. Du kan være i virksomhedspraktik i op til 4 uger.
Du er omfattet af lovgivningen om arbejdsmiljø, ligebehandling og arbejdsskader.Arbejdstiden er på op til 37 timer om ugen, hvis du er fuldtidsforsikret, og 30 timer om ugen, hvis du er deltidsforsikret.
Skal jeg stadigvæk søge job, mens jeg er i virksomhedspraktik?
Ja, du skal stadig være jobsøgende, mens du er i virksomhedspraktik, så du bruger alle muligheder for at finde dit næste job.
Hvordan kommer jeg i virksomhedspraktik?
Du skal først finde en arbejdsgiver og få aftalt praktikken. Et godt argument for at få aftalt virksomhedspraktikken er, at det er gratis for arbejdsgiveren at have dig i praktik. Arbejdsgiveren skal ansøge kommunen om, at de tager dig i praktik på vitas.bm.dk
Hvis du er i kontaktforløb i a-kassen, skal du sammen med a-kassen skrive en indstilling til kommunen om formålet med virksomhedspraktikken.
Vigtigt
Du må ikke starte i virksomhedspraktik, før kommunen har godkendt praktikken. Det handler om din garanti for, at du er forsikret under praktikken.
Læs mere om virksomhedspraktik her: Skal du i virksomhedspraktik?
Hvornår kan jeg komme i virksomhedspraktik?
Der er ikke noget krav om, hvor længe du skal have været ledig, før du kan komme i virksomhedspraktik. Det kan du i princippet allerede fra første ledighedsdag.
Job med løntilskud
Job med løntilskud
Hvad er et job med løntilskud?
Under et job med løntilskud ansættes du i en offentlig eller privat virksomhed. I en offentlig virksomhed ansættes du for 6 måneder. Er ansættelsen privat, kan ansættelsesperioden være på maksimalt 4 måneder.
Arbejdsgiver udbetaler din løn og modtager tilskuddet fra kommunen.
I et job med løntilskud får du:
- erfaring med et andet arbejdsområde indenfor dit nuværende fag eller et helt nyt fagområde, hvis du fx ønsker et brancheskift
- muligheden for at genopfriske nogle kvalifikationer, der måske er blevet lidt rustne
- direkte kontakt til arbejdsgiver, hvilket betyder, at du har muligheden for at gøre dig positivt bemærket
- skabt dig et større netværk
- mere erfaring, som du kan skrive på dit CV og bruge aktivt i din jobsøgning
- mulighed for at få længere tid på arbejdspladsen end i virksomhedspraktik.
Hvad er mine ansættelses- og arbejdsvilkår?
Bliver du ansat med løntilskud hos en offentlig arbejdsgiver, får du udbetalt løn, som svarer til dine dagpenge. Du får fuld pension af den løn, du ville have fået som almindeligt ansat.
Bliver du ansat med løntilskud hos en privat arbejdsgiver, får du almindelig overenskomstmæssig løn og pension.
Arbejdstiden er på op til 37 timer om ugen, hvis du er fuldtidsforsikret, og 30 timer om ugen, hvis du er deltidsforsikret.
Skal jeg stadig søge job, mens jeg er i job med løntilskud?
Ja, du skal stadig være jobsøgende, mens du er i job med løntilskud, så du bruger alle muligheder for at finde dit næste job.
Hvornår kan jeg komme i job med løntilskud?
Generelt skal man have været ledig i 6 måneder for at komme i løntilskud.
Der er dog mulighed for, at du kan komme i job med løntilskud fra første ledighedsdag, hvis du enten:
- er over 50 år
- er enlig forsørger
- ikke har en gymnasial eller erhvervsrettet uddannelse.
Hvordan kommer jeg i job med løntilskud?
Du skal først finde en arbejdsgiver og få aftalt løntilskudsjobbet. Arbejdsgiveren skal ansøge kommunen om, at de ønsker at ansætte dig via denne side: vitas.bm.dk
Hvis du er i kontaktforløb i a-kassen, skal a-kassen og dig i fællesskab skrive en indstilling til kommunen om formålet med løntilskudsjobbet.
Vigtigt
Du må ikke starte i løntilskudsjobbet, før kommunen har godkendt praktikken. Det handler blandt andet om din garanti for, at du er forsikret i perioden.
Læs mere om job med løntilskud her: Løntilskud - et springbræt til arbejdsmarkedet
Øvrig vejledning og opkvalificering
Øvrig vejledning og opkvalificering
Hvad er øvrig vejledning og opkvalificering?
Tilbud om vejledning og opkvalificering dækker over forskellige typer kursus og uddannelsesforløb:
- Korte vejlednings- og afklaringsforløb
- Særligt tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb
- Ordinære uddannelsesforløb.
Det kan fx være jobsøgningskurser, forberedende voksenundervisning, ordblindeundervisning, danskkurser, kurser via den regionale uddannelsespulje og erhvervsuddannelse for voksne under reglerne for uddannelsesløft.
Bemærk om forløb før 1. juli 2026
Fritagelse for aktivering
Hent pjecer
Hent pjecer
Læs mere om den situation, der er relevant for dig.