Kun for tillidsvalgte
Strejke og konflikt – TRs rolle
Som tillidsrepræsentant har du en helt særlig rolle, hvis der opstår konflikt. Din rolle afhænger af, hvilken type konflikt, der er tale om – om den er overenskomstmæssig eller overenskomststridig, dvs. om den er lovlig eller ulovlig.
Overenskomstmæssige konflikter
Overenskomstmæssige konflikter
Hvad er en overenskomstmæssig konflikt?
Overenskomstmæssige konflikter foregår uden for overenskomstperioden
Man kan varsle og iværksætte en konflikt, når en overenskomst løber ud og skal fornyes, eller når der skal indgås overenskomst på et nyt område, der ikke tidligere har været overenskomstdækket. Overenskomstmæssige konflikter foregår altid, når der ikke er en gældende overenskomst - det vil sige, når den gamle overenskomst er løbet ud, og der ikke er indgået nogen ny, eller når der ikke er en overenskomst i forvejen.
Både arbejdstager og arbejdsgiver har ret til at iværksætte en overenskomstmæssig konflikt
FOA og arbejdsgiverorganisationerne har indgået aftalen om retten til konflikt. Arbejdsgiverorganisationerne på det offentlige område er KL og Danske Regioner, mens det på det private område er Dansk Erhverv og Dansk Industri. Bemærk der er IKKE indgået aftale om retten til konflikt med KA Pleje.
Konfliktretten gælder både for arbejdsgiver og arbejdstager.
Et fagforbund kan fx strejke for at opnå et resultat, mens arbejdsgiver kan lave 'lockout'. Ved 'lockout' kan arbejdsgiver sende medarbejderne hjem uden løn for at sætte magt bag sit krav.
Overenskomstperioden er fredstid
Når en overenskomst derimod er indgået, er der til gengæld fredspligt i den periode, hvor overenskomsten løber. Det betyder, at der ikke må iværksættes en konflikt for at ændre på fx aftalte vilkår eller som protest mod konkrete forhold. Sker dette alligevel, er der tale om en overenskomststridig konflikt.
TRs rolle ved overenskomstmæssige konflikter
Alle tillidsvalgte (TR, AMR og SU/MED-udvalgsmedlemmer) deltager i konflikten inden for deres område, men som tillidsrepræsentant kan du have særlige opgaver, der friholder dig fra konflikten, fx i forbindelse med nødberedskab. Disse opgaver aftales med din lokale FOA-fagforening.
Suppleanten for TR deltager som alle andre i konflikten, og indtræder kun i de særlige opgaver, hvis han/hun er trådt i stedet for TR ved fx sygdom, orlov mv.
Overenskomststridige konflikter
Overenskomststridige konflikter
Hvad er en overenskomststridig konflikt?
En overenskomststridig konflikt er, når arbejdet nedlægges inden for overenskomstperioden. FOA må derfor ikke hverken deltage i eller opfordre til strejker i denne periode.
Som tillidsrepræsentant repræsenterer du FOA, og derfor må du heller ikke opfordre til eller deltage aktivt i strejker i overenskomstperioden. Hvis du gør det alligevel, har din arbejdsgiver mulighed for at fyre dig.
Hvis FOA alligevel støtter en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse eller ikke aktivt forsøger at stoppe den, kan FOA blive pålagt en bod på flere millioner kroner. Det betyder også at de strejkende bliver trukket i løn og derudover kan risikere at skulle betale bod.
Det er vigtigt, at du får fortalt dine kolleger, hvad din rolle er inden der måtte opstå en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. På den måde kender de din rolle, så I undgår misforståelser.
TRs rolle ved overenskomststridig strejke/arbejdsnedlæggelse
Ved overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, er det vigtigt, at du som tillidsrepræsentant aktivt modarbejder og søger at hindre arbejdsnedlæggelsen. Som tillidsrepræsentant repræsenterer du FOA, og derfor må du heller ikke opfordre til eller deltage aktivt i arbejdsnedlæggelser i overenskomstperioden. Hvis du gør det alligevel, har din arbejdsgiver mulighed for at fyre dig.
Din rolle, hvis en gruppe kolleger iværksætter en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse:
- Du skal aktivt at søge at hindre arbejdsnedlæggelsen ved at gøre medlemmerne opmærksomme på pligten til at genoptage arbejdet.
- Du skal meddele arbejdsnedlæggelsen til din arbejdsgiver.
- Du skal kontakte din lokale FOA-fagforening så hurtigt som muligt.
Reglerne for faglige møder og demonstrationer
Som tillidsrepræsentant må du under ingen omstændigheder forlade arbejdspladsen for at gå til for eksempel faglige møder eller demonstrationer.
Hvis arbejdspladsen er lukket, fordi dine kollegaer har forladt den, og du ønsker at gå før din normale arbejdstid slutter, skal du sikre dig ledelsens klare tilladelse. Det kan for eksempel være, at ledelsen giver dig lov til at følge kollegerne til møde eller demonstration, så du løbende kan forsøge at få dem til at vende tilbage til arbejdspladsen og genoptage arbejdet.
I må kun holde fagligt møde i arbejdstiden, hvis I har fået tilladelse fra ledelsen. Det faglige møde ellers kan blive betragtet som en arbejdsnedlæggelse. Der er normalt intet til hinder for, at I holder jeres faglige møder i frokostpausen.
Regler og forløbet ved overenskomststridig strejke/arbejdsnedlæggelse
Herefter følger et bestemt forløb, hvis arbejdsnedlæggelsen fortsætter:
Indberetning af en den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.
Arbejdsgiveren indberetter den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse til deres respektive arbejdsgiverorganisation.
Indkaldelse til fællesmøde
Når arbejdsgiveren har indberettet arbejdsnedlæggelsen, bliver der indkaldt til fællesmøde mellem parternes hovedorganisationer og forbundet. Arbejdsgiverorganisationen (som oftest KL) indkalder FH til fællesmøde dagen efter arbejdsnedlæggelsens påbegyndelse. FH indkalder herefter forbundet til fællesmødet.
På fællesmødet vil forbundet typisk erkende, at arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig og samtidig tilkendegive, at de vil give medlemmerne pålæg om at genoptage arbejdet. Hvis arbejdet er genoptaget inden fællesmødets afholdelse, aflyses fællesmødet.
Medlemmet pålægges at genoptage arbejdet
Umiddelbart efter fællesmødet sender forbundet pålægget videre til den lokale FOA-fagforening med besked om at meddele medlemmerne pålægget.
Bod ved fortsat arbejdsnedlæggelse efter pålæg
Hvis medlemmerne fortsætter arbejdsnedlæggelsen efter, at de har fået pålæg fra deres lokale fagforening om at genoptage arbejdet, skal de betale bod.
Indbringelse af sagen for Arbejdsretten og pålæggelse af højere bod
Hvis arbejdsnedlæggelsen fortsætter, indbringer arbejdsgiverorganisationen (oftest KL) sagen for Arbejdsretten. Arbejdsretten kan tiltræde forbundets pålæg til medarbejderne om, at de skal genoptage arbejdet.
Når Arbejdsretten har tiltrådt pålægget om, at medlemmerne skal genoptage arbejdet, øges boden over for medlemmet.
Hvad koster overenskomststridige strejker/arbejdsnedlæggelser?
Medlemmet bliver både trukket både i løn og bliver pålagt bod ved overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.
Løntræk - hvor meget?
Ved overenskomststridige arbejdsnedlæggelser bliver medlemmet trukket i løn for de timer arbejdet nedlægges.
Pålæggelse af bod - hvor meget?
Udover at medlemmet bliver trukket i løn, bliver medlemmet pålagt bod, hvis arbejdsnedlæggelsen fortsætter efter at den lokale FOA-fagforening har pålagt medlemmerne at genoptage arbejdet. Boden bliver skærpet, hvis arbejdsnedlæggelsen fortsætter efter Arbejdsretten også har tiltrådt pålægget om, at medlemmerne skal genoptage arbejdet.
Bod ved arbejdsnedlæggelse efter pålæg fra afdeling
35 kr. pr. time for ufaglærte
40 kr. pr. time for faglærte.
For tjenestemandsansatte gælder særlige regler. I stedet for en bod pr. time pålægges tjenestemænd dagbøder, uanset om arbejdet kun har været kortvarigt nedlagt.
Bod ved fortsat arbejdsnedlæggelse efter Arbejdsrettens tiltrædelse af pålæg
35 kr. + 30 kr. pr. time for ufaglærte.
40 kr. + 30 kr. pr. time for faglærte.
Særlige regler for pålæggelse af bod for særlige grupper
-
Medlemmer i fleksjob
Medlemmer i fleksjob er omfattet af overenskomsten og vil kunne pålægges bod i det omfang de deltager i en arbejdsnedlæggelse. -
Elever
Elever arbejder under supervision, og hvis det øvrige personale har nedlagt arbejdet, er eleverne ikke i stand til at udføre deres arbejde. Efter forbundets opfattelse anses elever ikke som deltagende i en arbejdsnedlæggelse og kan ikke pålægges bod. -
Medlemmer i aktivering
Aktiveringspersoner (ledige i aktivering, jobtræning/løntilskudsjob) som arbejder under supervision, og som ikke vil være i stand til at udføre deres arbejdsopgaver, hvis det øvrige personale har nedlagt arbejdet, kan efter forbundets opfattelse ikke anses som deltagende i en arbejdsnedlæggelse og kan ikke pålægges bod. -
Medlemmer der får supplerende dagpenge
Deltidsbeskæftigede medlemmer, der modtager supplerende dagpenge fra a-kassen, og som deltager i arbejdsnedlæggelsen har ikke ret til supplerende dagpenge for de dage, hvor arbejdet har været nedlagt.



