
Sexchikane fra borger
Hele 17% af FOAs medlemmer har været udsat for sexchikane på deres arbejde det seneste år. Det er både mænd og kvinder, der har været udsat for sexchikane og særligt dem, der er ansat i social- og sundssektoren. I langt de fleste tilfælde er det borgere og patienter (og altså ikke kolleger), der står bag sexchikanen.
Gode råd, hvis du oplever sexchikane fra borger
Gode råd, hvis du oplever sexchikane fra borger
Tag fat i din tillidsvalgte eller leder
Hvis du er blevet udsat for uønsket seksuel opmærksomhed fra en borger, så sig det med det samme til din tillidsvalgte eller din leder. De kan hjælpe dig med at håndtere sagen.
Få råd og vejledning
Kontakt din FOA-fagforening eller ring til Arbejdstilsynets hotline om seksuel chikane på 7022 1280 og få mere råd og vejledning.
Anmeld sexchikane som arbejdsskade
Din tillidsvalgte eller leder kan hjælpe dig, hvis sagen skal meldes som arbejdsskade.
Spørg til retningslinjer
Spørg din tillidsvalgte eller leder til jeres retningslinjer for, hvordan I forebygger uønsket seksuel opmærksomhed, og hvordan det skal håndteres, når det alligevel finder sted.
Fakta og gode råd
Fakta og gode råd
Hvad er sexchikane?
Sexchikane kan foregå på mange forskellige måder: Det kan være ved berøring, ved sjofle kommentarer eller vittigheder. Kendetegnende er, at det er en seksuel handling, som er ubehagelig og grænseoverskridende.
Det er dig, der afgør, om kommentarer eller handlinger overskrider dine grænser og derfor er chikanerende. Det er ligegyldigt, om den uønskede seksuelle opmærksomhed er udtryk for ubetænksomhed eller bevidst krænkelse.
Arbejdstilsynets definition af sexchikane
Arbejdstilsynet i Danmark definerer seksuel chikane som en særlig form for krænkende handling:
”Der er tale om krænkende handlinger, når en eller flere personer groft eller flere gange udsætter andre personer for adfærd, som af disse personer opfattes som nedværdigende.
Det er uden betydning, om handlingerne er udtryk for ubetænksomhed eller et decideret ønske om at krænke. Det er personens oplevelse af de krænkende handlinger, der er central.
Krænkende handlinger af seksuel karakter er al form for uønsket seksuel opmærksomhed.
Det er oftest kvinder, der udsættes for seksuel chikane, men det er vigtigt at være opmærksom på, at mænd også kan udsættes for seksuel chikane."
Læs Arbejdstilsynets vejledning om krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane
To slags sexchikane
Man skelner mellem to slags sexchikane: Den ene slags er den sexchikane, som kolleger eller ledere på arbejdspladsen står bag. Den anden slags er den sexchikane, som udøves af borgere, patienter, klienter, elever eller andre, som man kommer i kontakt med igennem sit arbejde.
Der kan være stor forskel på, hvordan de to slags sexchikane forebygges og håndteres. For der er forskel på situationerne, når en kollega eller leder klapper dig bagi, og når en dement borger onanerer foran dig.
Større risiko som omsorgsmedarbejder
Hvis du arbejder tæt på borgere som omsorgsmedarbejder, så har du en større risiko for at blive udsat for uønsket seksuel opmærksomhed (sexchikane) end andre faggrupper. Det skyldes, at du ofte vil komme meget tæt på den enkelte borger, både fysisk og psykisk.
Uønsket seksuel opmærksomhed fra en borger kan komme til udtryk på mange måder; for eksempel som sjofle bemærkninger, forelsket adfærd, fysiske tilnærmelser eller overgreb.
Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane, der udøves af patienter, brugere, kunder, elever e.l., betragter Arbejdstilsynet som psykisk vold i forbindelse med arbejdets udførelse.
Din arbejdsplads bør have retningslinjer
Sexchikane kan føre til alt fra søvnbesvær og angst til depression, spiseforstyrrelser og posttraumatisk stresssyndrom. Derfor er det vigtigt, at sexchikane tages alvorligt og bremses hurtigst muligt.
Din arbejdsplads skal derfor have retningslinjer for, hvordan I bedst forebygger sexchikane, og hvordan sexchikane skal håndteres, når det alligevel finder sted.
Kravet om retningslinjer fremgår af de trivselsaftaler der er indgået på det offentlige område. Retningslinjerne skal være med til at sikre, at tillidsrepræsentanten, arbejdsmiljørepræsentanten, ledere og ansatte ved, hvad I skal gøre – både for at forebygge sexchikane og i tilfælde af, at den uønskede situation opstår.
Det kan du selv gøre
Sig det, hvis du oplever sexchikane
Du behøver ikke at slå sjofle kommentarer, forelsket adfærd, fysiske tilnærmelser eller overgreb fra borgere, kollegaer eller chef hen.
Kontakt din tillidsvalgte eller leder, hvis du oplever grænseoverskridende seksuel opmærksomhed i forbindelse med dit arbejde.
Din arbejdsplads har pligt til at have retningslinjer for forebyggelse og håndtering af sexchikane.
Få vejledning hos FOA eller Arbejdstilsynet
Hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre, hvis du oplever sexchikane, eller hvis du er i tvivl, om du er udsat for sexchikane, kan du ringe til din FOA-fagforening, eller du kan ringe anonymt og få vejledning hos Arbejdstilsynets hotline.
Sådan kan du kontakte Arbejdstilsynets hotline
Det kan I gøre sammen
Sexchikane er et arbejdsmiljøproblem. Og I har flere muligheder for at få hjælp til det psykiske arbejdsmiljø:
I kan få konsulentstøtte fra FOA
FOA tilbyder din arbejdsgiver konsulentstøtte og vejledning til forbedring af det psykiske arbejdsmiljø på din arbejdsplads. Din tillidsvalgte eller leder kan kontakte jeres lokale FOA-fagforening for at høre nærmere.
Læs mere om, hvordan I på din arbejdsplads kan få hjælp til arbejdsmiljøet
Særligt for kommunale og regionale arbejdspladser: Få gratis hjælp med SPARK eller Ekspertrådgivningen
FOA har indgået en aftale med arbejdsgiverne om, at I på din arbejdsplads kan få konkret vejledning om psykisk arbejdsmiljø (SPARK og Ekspertrådgivningen)