
Forebyg mobning på jobbet
Hvis der foregår mobning, kan det have store konsekvenser for de personer der udsættes for det – og for arbejdspladsen som helhed. Med en tidlig indsats kan du i samarbejde med kolleger og leder forebygge mobning på arbejdspladsen. Det er meget svært selv at sige fra, hvis man er udsat for mobning. Derfor er det afgørende, at du handler, hvis du er vidne til, at en kollega mobbes. Det er særligt vigtigt, fordi mobning kan være direkte invaliderende for den, det går ud over.
Gode råd om forebyggelse af mobning
Gode råd om forebyggelse af mobning
Indfør en mobningspolitik
Foreslå, at I indfører en mobningspolitik på din arbejdsplads.
Tal med hinanden
Snak med dine kollegaer og leder om, hvordan I kan minimere eller fjerne problemer med det psykiske arbejdsmiljø, der ellers kan være med til at danne grobund for mobning.
Sæt fokus på omgangstonen
Foreslå, at I sætter fokus på jeres omgangstone, og hvordan I taler med hinanden.
Styrk kompetencer
Vær med til at italesætte, at det er vigtigt, at I styrker jeres lederes og tillidsvalgtes kompetence til at forebygge og håndtere mobning.
Skab gode relationer
Medvirk til at skabe tillidsfulde og rummelige relationer i hele kollegagruppen og vær dermed med til at opbygge en arbejdspladskultur, der ikke tillader mobning.
Fakta og vejledning
Fakta og vejledning
Fakta
Arbejdstilsynet definerer mobning som krænkende handlinger
Der er tale om mobning, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid - eller gentagne gange på grov vis - udsætter en eller flere andre personer for krænkende handlinger eller ytringer, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende. De krænkende handlinger bliver dog først til mobning, når de personer, som de rettes mod, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt imod dem.
Det, der endvidere adskiller mobning fra andre måder at krænke på, er, at det altid er den eller de samme personer eller grupper af personer, der systematisk udsættes for de krænkende handlinger eller ytringer. Ligesom det ofte er den eller de samme personer, der udøver de krænkende handlinger.
Mobning kan gøre dig syg
Mobning kan føre til stress, angst, hukommelses- og koncentrationsbesvær, søvnbesvær m.m.
Mobning kan være direkte invaliderende for den, det går ud over.
Mobning fører ofte højt sygefravær med sig
Udover de menneskelige omkostninger, fører mobning ofte højt sygefravær med sig. Derfor får mobning også ofte alvorlige konsekvenser for arbejdspladsens økonomi og for tilrettelæggelse af arbejdet for de øvrige kollegaer.
Det begynder ofte med en uløst konflikt
Forskning viser, at mobning på arbejdspladsen især forekommer, når kollegaer har en uløst konflikt, eller når en medarbejder gør noget anderledes end det, man plejer. Forskningen viser også, at kollegaernes reaktioner er afgørende for, om en situation udvikler sig til mobning.
Der kan også være tale om:
Uhensigtsmæssig organisering af arbejdet, fx i form af for høje, modsatrettede eller uklare krav til de ansatte.
Mangelfuld information og kommunikation.
Uretfærdig forskelsbehandling.
Manglende konstruktiv problemløsning og håndtering af konflikter.
Arbejdspladsens håndtering af forandringer i arbejdet, fx ny teknologi, ændrede funktioner og roller, fusioner, ejerskifte og nedlæggelse af afdelinger. Sådanne forandringer kan medføre krænkende handlinger, hvis de ikke ledsages af information, åbenhed, indflydelse og respekt for den enkelte ansatte og dennes kompetencer.
Uklare værdier og normer for adfærd på arbejdspladsen.
Det kan du selv gøre
Skaf hjælp
Mobning kan du ikke løse alene. Få støtte hos din tillidsvalgte, hvis du selv oplever at blive mobbet.
Gå til din tillidsvalgte eller din leder, hvis du oplever, at en af dine kollegaer bliver mobbet. Det er ledelsens ansvar, at der ikke mobbes på arbejdspladsen.
Kontakt din lokale FOA-fagforening eller din leders leder, hvis du oplever, at det er din leder, der mobber.
Det kan I gøre sammen
Sig fra
Sig fra, hvis I oplever, at der bliver talt grimt eller nedladende om en kollega. Jeres reaktion er vigtig for, om en situation udvikler sig til mobning.
Vidners reaktion er meget vigtig
Det kan dog være meget ubehageligt at overvære mobning af en af sine kolleger og endnu mere ubehageligt at blande sig i konflikten. Men ifølge Charlotte Bloch, lektor på Sociologisk Institut på Københavns Universitet, er vidnets reaktion på mobningen særdeles vigtigt, da det kan være med til at forhindre mobningen.
Det er derfor vigtigt som vidne at sige fra over for mobning, men det er samtidig vigtigt, at man ikke udelukkende tager den mobbedes side i konflikten. I en sådan situation løses konflikten ikke. Den sættes bare på pause, og derudover fremhæver det magtforholdet mellem den mobbede og mobberen, fordi det kommer til at se ud som om, at den mobbede ikke kan klare sig selv.
Derfor anviser Charlotte Bloch, at vidnet skal være neutral og objektiv: "Vidnet kan være den tredjepart, der mægler i forhold til, hvad konflikten i virkeligheden handler om."
Pas på dig selv og dine kolleger
Selv hvis det ikke er dig mobning går udover, bliver du stadig påvirket af mobning på arbejdspladsen, da mobning før eller siden har en effekt på arbejdsmiljøet. Derfor er det vigtigt at mærke efter, om du er i stand til at sætte en stopper for konflikten.
Hvis du har været vidne til mobning, kan du altid henvende dig til din arbejdsmiljørepræsentant (AMR). Din AMR er ansvarlig for det psykiske og fysiske arbejdsmiljø, og kan baseret på din henvendelse lægge pres på ledelsen, der er underlagt krav om, at arbejdet ikke resultere i psykisk eller fysisk helbredsforringelse i forbindelse med krænkende handlinger, herunder mobning. Ydermere bliver en AMR, der er medlem hos FOA, tilbudt ekstra opkvalificering med henblik på at være kompetent i sådanne situationer.
Kræv, at ledelsen forebygger mobning
Arbejdsgiveren skal forebygge, så arbejdet ikke medfører risiko for fysisk eller psykisk helbredsforringelse som følge af krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane.
Din arbejdsplads har pligt til at udarbejde retningslinjer om identificering, forebyggelse og håndtering af mobning. Spørg din tillidsvalgte, hvis du er i tvivl om retningslinjerne på din arbejdsplads.
Din arbejdsmiljørepræsentant kan være med til at presse på, for at ledelsen håndterer og forebygger mobning.
Hent hjælp fra Arbejdstilsynet
Du kan få råd om, hvordan I håndterer og forebygger mobning på arbejdspladsen hos Arbejdstilsynets hotline.
Dine rettigheder
Mere om forebyggelse af mobning
Bliv medlem af FOA
Bliv medlem af FOA
For FOA er det vigtigt, at du og kollegerne trives og kan arbejde under trygge forhold. Vi har flere tilbud for at sikre dit og dine kollegers arbejdsmiljø. Meld dig ind i dag, så du kan få del i vores hjælp.
