Valg af forbundssekretærer

Der blev valgt tre forbundssekretærer på kongressen. De valgte var Helena Mikkelsen med 503 stemmer, Joan Prahl med 431 stemmer og Jens Nielsen med 372 stemmer.

Kandidater

Bodil Marker

Bodil Marker

Helena Mikkelsen

Helena Mikkelsen

Jens Nielsen

Jens Nielsen

Joan Prahl

Joan Prahl

Ken Patrick Petersson

Ken Patrick Petersson

Om kandidaterne

Om kandidaterne

Jeg har valgt at stille op til en af posterne som forbundssekretær i FOA på den ordinære kongres d. 16. – 18. november 2016.

Efter mange overvejelser om for og imod er jeg nået frem til, at det er en mulighed, jeg ikke kan lade gå fra mig. Jeg er nødt til at stille op. Jeg vil altid have medlemmerne i centrum og arbejde for at forbedre deres vilkår.

Jeg vil arbejde for at forbedre arbejdsmiljøet for vores medlemmer. Jeg synes, det er uanstændigt, at så mange medlemmer bliver syge og invalideret af at gå på arbejde i et miljø, hvor presset konstant bliver hårdere og hårdere. Når der ikke er kræfter til mere, bliver vores medlemmer overladt til sig selv, ofte uden forsørgelse. Det kan vi ikke være bekendt i et såkaldt velfærdssamfund.
   
Hvis jeg bliver valgt som forbundssekretær, vil jeg arbejde med de arbejdsopgaver, der er til gavn for vores medlemmer. Der er mange opgaver, der skal løses, vores medlemmer er presset på stort set alle områder. Rigtig mange områder vil være nye og fremmede for mig, men jeg vil gå positivt ind i enhver opgave. Jeg ved, at jeg er god til at omstille mig og er klar til at udvikle mig. Jeg er god til at samarbejde og vil lægge alle mine kræfter og energi i arbejdet.

Jeg er valgt som afdelingsformand i FOA Guldborgsund og trives rigtig godt med de blandede opgaver, som jeg møder i min hverdag. FOA Guldborgsund er en lille afdeling. Det betyder, at formanden både fungerer som politiker og sagsbehandler. Jeg trives godt med den direkte kontakt med medlemmerne og de problemstillinger, de møder i hverdagen. Det har lært mig meget om, hvor forskellige vilkår vores medlemmer oplever både arbejdsmæssigt, privat og personligt. Jeg prøver altid at møde det enkelte medlem der, hvor han/hun er, for at finde den bedste vej fremad, så de kan komme godt videre. Jeg brænder for at skabe de bedst opnåelige resultater, uanset om der skal forhandles store brede aftaler, eller om det handler om et enkelt medlems tilbagevenden til arbejdet efter en sygeperiode.

Jeg er helt bevidst om, at der er en verden til forskel på at være afdelingsformand og forbundssekretær. Jeg har i en periode på 10 år været valgt i byrådet for Socialdemokratiet. Jeg mener, at jeg gennem min periode inden for kommunalpolitik har lært meget om det politiske spil, som jeg vil kunne drage fordel af som forbundssekretær, hvis jeg skulle være så heldig at blive valgt til posten.

Lidt om mig:

  • Privat er jeg 55 år, har en voksen søn og snart 3 børnebørn   
  • Jeg er sygehjælper og har været ansat i ældreområdet fra 1981 - 2009
  • Jeg har været valgt som TR i en lang årrække og har arbejdet i diverse MEDudvalg og deltaget i udviklingen   
  • Jeg har været valgt til byrådet for Socialdemokraterne fra 2001 - 2011
  • Afdelingsnæstformand fra 2009 - 2011
  • Afdelingsformand for FOA Guldborgsund fra 2011 -

Hvorfor lige vælge mig:

  • Fordi jeg er et engageret menneske. som brænder for at skabe værdi for vores medlemmer   
  • Fordi jeg er et positivt menneske med et lyst sind og god til at finde løsninger. Til gengæld kan jeg ikke fordrage uretfærdighed, uærlighed og ulighed.
  • Fordi jeg gerne deltager der, hvor udviklingen sker.

Jeg stiller mig naturligvis gerne til rådighed for spørgsmål eller yderligere uddybning.

Jeg har valgt at stille op til den ene af de tre poster som forbundssekretær i FOA til FOAs kongres d. 16-18. november 2016.

Jeg vælger at stille op på vegne af FOAs medlemmer, FOAs fremtid og min passion for det faglige arbejde. Jeg har selvfølgelig gjort mig nogle overvejelser i forbindelse med mit kandidatur, og hvad det er, jeg kan bidrage med til organisationen og medlemmerne.

Jeg står lige midt i virkeligheden ude på arbejdspladsen. Jeg oplever, hvordan medlemmerne kæmper med uanstændige arbejdsvilkår; brud på arbejdstidsregler, overenskomstbrud, lave ansættelsesbrøker, manglende medinddragelse og medindflydelse i vores MED-system. Jeg oplever arbejdsgivernes kreativitet, der får medarbejdere til at tro, at det er for deres eget bedste, når budgettet skal gå op.

Jeg oplever frygt hos medlemmerne. Frygten for at ytre sig. Frygten for at påpege et dårligt arbejdsmiljø både fysisk og psykisk. Og frygten for, om deres helbred kan holde til det arbejdsliv og fag, de har valgt.

Samfundskulturen ”man er sin egen lykkes smed” har grebet om sig. Det gør, at vores fællesskab smuldrer og bliver mindre. Vi skal have fællesskabet tilbage ude på arbejdspladserne. Det er sammen med medlemmerne, vi kan gøre noget. Vi er en fagforening med medlemmer – ikke en servicevirksomhed med kunder.
FOAs eksistens bliver udfordret på flere parametre. Nedgang i medlemstallet, kreative arbejdsgivere og en liberalisme, der hylder social dumping. FOAs rolle for at opretholde og styrke velfærdssamfundet er uundværlig. Jeg har håb for medlemmerne, arbejdspladserne og organisationen, og er klar til at kæmpe mod de udfordringer, vi er oppe i mod.

Mine visioner for FOA findes i værdierne: Hjælpsom, inspirerende og handlekraftig. Men jeg tillader mig at tillægge endnu en vision. FOA skal fremtidssikres gennem at tænke innovativt, så FOA er rustet til en fremtid, som vil byde på mange forandringer. Atypiske ansættelser og digitale løsninger er en kæmpe udfordring for vores medlemmer. Her er vores medlemmer under et kæmpe pres, idet der skal leveres mere service og kvalitet for pengene.
Det er her, jeg kan bidrage med den erfaring, jeg har fra arbejdspladsen, mit tillidshverv som TR og mine erfaringer som fagligt aktiv i organisationen, både som bestyrelsesmedlem i den lokale SOSU-sektor og som talsperson for FOA Ungdom.

Jeg vil sammen med FOA kæmpe mod den ulighed, der vokser i samfundet. Kæmpe mod den uretfærdighed, vores medlemmer oplever, samt gøre op med den frygt, der har indgroet sig i medlemmernes hverdag.

Jeg er en kvinde med ben i næsen, jeg er motiveret af at forfølge fælles mål og ser mig selv som handlings-, løsnings- og resultatorienteret. Jeg har et stort engagement, gå-på-mod og tager ansvar for de opgaver, jeg får stillet.

Jeg er uddannet social- og sundhedsassistent. Jeg er 31 år, gift og mor til en dreng på 4 år.

Jeg vil meget gerne uddybe mit kandidatur. Tøv derfor ikke med at invitere mig eller kontakte mig for yderligere spørgsmål.
Jeg stiller hermed mit kandidatur til rådighed som forbundssekretær ved FOAs næste ordinære kongres.

Hvis jeg bliver valgt?

Jeg vil gå ydmygt og lyttende til opgaven, da jeg selvfølgelig tror, der er stor forskel på at være afdelingsformand og forbundssekretær. Jeg vil også gå til opgaven som den holdspiller, jeg er - og arbejde med engagement i forhold til alle de opgaver, der er. Men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg brænder for arbejdsmiljøet.

Heldigvis, men på en tragisk baggrund, er der kommet et øget fokus på især det psykiske arbejdsmiljø. I mit verdensbillede så skal medlemmerne mærke, at FOA vægter arbejdsmiljøet lige så højt som mere i løn.

FOA skal fortsætte med at inkorporere arbejdsmiljøet i overenskomsterne og tydeliggøre, at vilkårene på mange arbejdspladser er så presset, at medlemmerne reelt bliver syge af det. Overenskomster og arbejdsmiljø skal spille bedre sammen! Et eksempel på denne mangel er de overenskomster, hvor en arbejdsdag på 6 timer ikke giver den ansatte ret til pause - dét må vi ændre.

På arbejdspladser, hvor der sker en markant øgning af vikarer i forhold til virksomhedens ønske om fleksibilitet - og dermed bliver færre fastansatte, er det en udfordring for den danske model, og noget, der i den grad påvirker arbejdsmiljøet negativt.

Mange medlemmer bliver ramt af arbejdsrelateret stress! Vi skal tydeliggøre, hvad der sker med de ansatte, så arbejdsgiveren forstår, at det er et arbejdspladsproblem og ikke en individuel belastningsreaktion forårsaget af udfordringer i privatsfæren. Vi skal tage til genmæle overfor ledelsen, når de prøver at skubbe arbejdspladsrelaterede problemer over på de enkelte ansatte. Fx med bemærkninger som: ”Er der ikke problemer med dine børn?”, ”Blev du ikke skilt sidste år?” eller ”Du er vist ikke robust nok”.

I stedet må vi sige tingene, som de er - nemlig at mange dygtige og samvittighedsfulde medarbejdere påtager sig ansvaret, når uforudsete problemer og ekstra travle perioder opstår.

Men når arbejdspresset reelt vedbliver med at stige, og når det ikke lykkes medlemmerne at nedbringe arbejdspresset, så vil medlemmerne gøre sig endnu mere umage. Arbejde længere, i weekenderne, skære alt ind til benet, og mange gange overskride egne grænser for faglighed og medmenneskelig omsorg.
Dét kan gå i en kortere periode, hvis der bagefter kommer en tid med mindre arbejdspres. Men der kommer ikke en periode med mindre arbejdspres, og så kommer stress, vedvarende stress, udbrændthed og til sidst depression. Sådan er vilkårene mange steder i dag, og vi må forsøge at ændre dette.

I dag er der næsten ingen forebyggelse i forhold til det psykiske arbejdsmiljø, kun brandslukning!

Hvem er jeg?

Jeg er 53 år og bor sammen med min hustru, Vibeke, i Vadum. Vi har tilsammen 4 drenge og en pige - alle over den myndige alder og fløjet fra reden.

Jeg er født og opvokset på Vesterbro i København. Min livsanskuelse om fællesskab og solidaritet blev helt klart formet af de trange vilkår, mange familier oplevede på Vesterbro. Det medførte en naturlig trang til at søge indflydelse, både fagligt og politisk.

Den fagpolitiske interesse blev skabt - og dannet i SID Rantzaus gade. Herfra har det faglige og sociale engagement, afdelingen udviste overfor medlemmerne, fulgt mig lige siden, som en god ledetråd i forhold til fagbevægelsens rolle.
Mit arbejdsliv startede faktisk med en uddannelse som isenkræmmer, den gamle mesterlære på 4 år. Men det lå ikke i mit dna, og jeg stoppede kort tid efter, jeg blev uddannet. Derefter blev det til kontorarbejde hos Gutenberghus - men igen, nej tak. Derefter fulgte en periode som opvasker på Rigshospitalet og muligheden for at engagere mig i SID.

I starten af 1990 søgte jeg ekstra arbejde inden for hjemmeplejen, og allerede efter den første weekendvagt, vidste jeg, at mit fremtidige arbejde lå inden for omsorgssektoren. Jeg tog en uddannelse som social- og sundhedshjælper og blev sidenhen valgt som TR-suppleant for FOA.
Det lå i kortene, at næste skridt ville være en uddannelse som social- og sundhedsassistent. Skæbnen (en kvinde) ville det imidlertid anderledes. Derfor flyttede jeg i 1998 til Strandby, en by 8 kilometer uden for Frederikshavn. Her startede jeg som social- og sundhedshjælper på byens plejehjem, som den første mandlige plejer og ovenikøbet københavner.

Dette sammenstød mellem kulturer ændrede mig personligt, og jeg fik forståelsen for, at selv om det er samme uddannelse og fælles fagsprog, så betyder menneskers habitus mere end vi tror i forhold til faglighed.

Menneskeligt lærte jeg værdien af det nordjyske udtryk ”ja, ja, vi når det nok” og ”ting tager tid"! Set i bakspejlet går det ofte hurtigere i København, og jeg tror, påvirkningen fra begge kulturer har gjort mig mere afslappet og rummelig end tidligere.
Jeg tog social- og sundhedsassistent-uddannelsen i 2005. Kort tid efter startede jeg i socialpsykiatrien, som støtte-kontaktperson i Frederikshavn Kommune. I 2009 blev jeg valgt som arbejdsmiljørepræsentant.

I 2011 begyndte jeg på enkeltfag på akademiuddannelsen og har, udover modulet "Professionel praksis", også taget flere valgfri moduler.
I forbindelse med akademiuddannelsen fik jeg en henvendelse fra SOSU Nord kursus og efteruddannelse. De opfordrede mig til at søge en underviserstilling inden for bl.a. psykiatri, konflikt, kommunikation og tidlig opsporing af sygdomstegn. Jeg søgte og fik stillingen i 2012.

Det var igennem efteruddannelse af social- og sundhedshjælpere samt assistenter, at jeg i 2013 igen fik FOA som et opmærksomhedspunkt. Flere medlemmer fra FOA Frederikshavn ønskede, at jeg opstillede til sektorformandsposten, da den daværende formand for social- og sundhedssektoren skulle gå af midt i en valgperiode pga. alder.

Jeg overvejede det længe og besluttede at opstille – og det var jo kun i den resterede del af valgperioden på 1 år! Men I kender talemåden om den gamle cirkushest, og i 2015 blev jeg valgt som afdelingsformand for FOA Frederikshavn.
Jeg har arbejdet i mange år som pædagogmedhjælper i en SFO, hvor jeg tog orlov for at tage på det første ordinære PGU-hold (det er den uddannelse, der i dag hedder PAU).

Jeg har i alle årene været engageret i lønmodtagernes generelle arbejdsvilkår.

Jeg har været TR og AMR for pædagogmedhjælpere og pædagoger i rigtig mange år og siddet med i diverse MED-udvalg og alskens udvalg og arbejdsgrupper, hvor det var vigtigt at have en holdning og for at kæmpe for gode arbejdsvilkår.

TR-arbejdet bragte mig på et tidspunkt ind i FOA, hvor jeg ret hurtigt blev formand for den lokale pædagogiske sektor, og ganske kort tid efter, i 2011, blev jeg valgt til afdelingsformand for FOA Bornholm.

I december 2015 skulle FOAs hovedbestyrelse tage stilling til konstitution af to forbundssekretærer, og da jeg havde et ønske om at arbejde for det store fællesskab og få nye udfordringer, valgte jeg at stille op.

Jeg blev valgt og har nu siden 1. januar 2016 været forbundssekretær i FOA.

Jeg har i perioden være politisk ansvarlig for uddannelse, ligestilling og seniorarbejdet. Derudover arbejder jeg også med ungdommen og seniorerne. Jeg møder og oplever derfor vores medlemmers udfordringer igennem hele livet, hvilket jeg synes har været og er fantastisk.

De 10 måneder som forbundssekretær har givet mig lyst og mod på at stille op til kongressen. Ligesom i det lokale arbejde er det også som forbundssekretær uhyre vigtigt, at man brænder for FOAs medlemmer, og det gør jeg i den grad, og det bør være kernen i vores arbejde.

Jeg tror ikke, at vi kan være uenige om, at vores medlemmer er udfordret på deres job, vores ledige på deres forsørgelse, vores unge på at komme ind på arbejdsmarkedet, vores medlemmer, der er nedslidt af hårdt arbejde osv. Vores medlemmer skal sikres efteruddannelse, alle vores medlemmer skal have mulighed for uddannelse. Vi skal kæmpe for konstant at sætte dagordenen på vegne af vores medlemmer. Vi skal være det forbund, der altid sætter medlemmerne øverst på dagsordenen. Den kamp vil jeg gerne være en del af.

Jeg ved, at jeg er en god holdspiller. Jeg er ikke bange for at spørge, og jeg har stor respekt for virkeligheden og dens mange sider. Jeg er kritisk, engageret og formår at sætte mig i respekt, men samtidig er jeg ydmyg og lyttende. Jeg har lyst til at være med til at sætte dagsordenen.

Faglige udfordringer

Kampen for anstændige vilkår for medarbejderne hos DK-Pleje og andre ikke-overenskomstdækkede private virksomheder har lige fået ekstra styrke.
Jeg synes som person godt om at kæmpe for noget, man gerne vil, og at kæmpe for medlemmernes rettigheder er netop det, FOA er til for. At vi dermed som forbund kommer til at fremstå mere handlekraftige og synlige, er også lige nøjagtigt, hvad vores medlemmer efterspørger i flere medlemsundersøgelser.
En anden kamp, som vi ikke er kommet helt i mål med, er kampen for tillid til de offentligt ansatte. Mange steder bliver alt for stor en del af arbejdsdagen brugt til at udfylde blanketter og skemaer i stedet for at bruge sin faglighed. Skemaer kan sagtens have en faglig begrundelse, men hvor de alene bliver brugt som kontrol på grund af mistro, må de fjernes. Tillid er godt, kontrol er dyrere.

Vi har nogle kollegaer, som dagligt møder op på et arbejde, hvor de mistrives og med arbejdsvilkår, som er helt uacceptable! Det bliver vi som forbund nødt til at gøre alt for at ændre. At der er kollegaer, der har betalt den ultimative pris med deres liv, når de har forsøgt at hjælpe nogle af de allersvageste i dette samfund, er udenfor almindelig forståelse, og arbejdsgiveren skal tvinges til at ændre forholdene for disse grupper.

Nogle af de almindelige dårlige arbejdsforhold bliver ikke beskrevet af medarbejderne, fordi de er bange for arbejdsgiverens reaktion og dermed bange for at bruge deres ytringsret. Det skal vi have gjort noget ved. Arbejdsgiverne skal have tillid til vores kollegaer og stole på deres faglighed og de udtalelser, de kommer med.
At vi ved sidste overenskomstfornyelse ikke kom i hus med projektet ”Fra ufaglært til faglært” var ærgerligt. Det er derfor vigtigt, at vi holder fokus på faggruppernes forskellighed og deres forskellige problemstillinger med at overgå til faglært status. Sektorerne skal sammen med faggrupperne have forbundets fulde opbakning til at spille en helt central rolle i at få projektet i hus.

Lidt om mig

Jeg er tidligere portør og fællestillidsrepræsentant og har arbejdet i FOA i de sidste 20 år, som sektorformand (social- og sundhedssektoren), som næstformand og siden 2002 som afdelingsformand. Jeg har ligeledes siddet i forbundets hovedbestyrelse siden 2002. I forbindelse med hovedbestyrelsesarbejdet har jeg siddet i en stribe af udvalg, som har givet mig en rigtig god indsigt i forbundets og afdelingernes arbejde.

Jeg synes, at vi har alle de grundlæggende ting på plads i vores forbund: god decentral struktur og et demokratiløfte, som sætter medlemmerne i højsæde. Medlemmerne kvitterer jo også med at give FOA topkarakter i forhold til øvrige forbund.

Jeg opstiller med en stor erfaring i mit nuværende arbejde, men uden erfaring i det arbejde, som skal bestrides i forbundet. Det er derfor med stor ydmyghed og med gode lytteevner, jeg vil gå til opgaven, hvis jeg skulle være så heldig at blive valgt.
Jeg er gift og har 2 hjemmeboende børn, og det er med fuld opbakning fra familien, at jeg stiller mig til rådighed for denne udfordring.