
Delegering af opgaver
Overdragelse af opgaver (delegation) kan bruges mellem en lang række personer i sundhedssektoren og i forhold til en lang række opgaver. Læs om de forskellige former for delegation, find lovgivning og andre materialer samt læs om FOAs holdning til delegation.
Hvad betyder delegation?
Hvad betyder delegation?
Delegation betyder overdragelse af en opgave til en anden person. Delegation foregår på mange niveauer og inden for mange områder i sundhedssektoren.
Fx er der på plejecentre mange sundhedsopgaver, som det i udgangspunktet kun lægen, der må varetage. Det drejer sig om medicin, medicinhåndtering, anlæggelse af katetre, måling af blodsukker mv. Lægen kan vælge at delegere disse opgaver til personalet.

Værd at vide om delegation
Værd at vide om delegation
Typer af delegation
Rammedelegation, konkret delegation og videredelegation? Læs om forskellene:
Rammedelegation
Rammedelegation er, når en læge delegerer en opgave inden for et præcist aftalt område. Det betyder, at når du, som fx social- og sundhedsassistent, får en opgave delegeret, selv skal vurdere behovet for behandling. Du skal også selv vurdere gennemførelsen af behandlingen. Vurderingerne skal foretages inden for et præcist aftalt område. Det kan eksempelvis være stivkrampevaccination i skadestuen.
Rammedelegation kan foretages på to måder:
- En opgave som omhandler en konkret patient, og hvor lægen på forhånd har taget stilling til delegationen i det konkrete tilfælde, eksempelvis insulininjektion.
- En opgave som omhandler en veldefineret patientgruppe, og hvor fx lægen ikke forinden nødvendigvis har taget stilling til, hvornår behandlingen kan iværksættes i forhold til hver enkelt patient, eksempelvis stivkrampevaccination i skadestuen.
Konkret delegation
Konkret delegation er, når en læge delegerer en konkret opgave, der vedrører en bestemt patient. Det betyder, at du som fx social- og sundhedsassistent kan få delegeret en konkret opgave. Det kan eksempelvis være at foretage en blodprøve eller behandle med receptpligtig medicin.Videredelegation
Der er tale om videredelegation, når fx en sygeplejerske, der har fået delegeret en opgave fra en læge, delegerer den videre til fx en social- og sundhedsassistent. Det er vigtigt, at den sundhedsperson, der videredelegerer opgaven sikrer sig, at den person opgaven overføres til, er kvalificeret til at udføre opgaven.
I nogle tilfælde må en opgave dog ikke videredelegeres.
Ansvar ved delegation
Hvad kan delegeres?
Som udgangspunkt kan en læge delegere alle former for sundhedsfaglige opgaver. Der er dog nogle opgaver, som fx ordinering af medicin eller udfærdigelse af dødsattest, som kun lægen må udføre. Disse opgaver kan derfor ikke delegeres.Hvem kan delegere?
Autoriserede sundhedspersoner, som er tildelt et område, som kun de er autoriserede til (fx læger, tandlæger og optikere), kan delegere opgaver til andre personer i sundhedsvæsenet. Opgaverne kan delegeres til fx social- og sundhedsassistenter, plejehjemsassistenter, sygehjælpere, social- og sundhedshjælpere, hjemmehjælpere, handicaphjælpere og pårørende.Det mener FOA om delegering af opgaver
Delegation kan være med til at højne fagligheden og sikre patientsikkerheden, men det er vigtigt, at medarbejderne er ordentligt klædt på og siger fra.
Hvordan kan delegation bidrage positivt til en arbejdsplads?
Et af de grundlæggende principper i det danske sundhedsvæsen er ideen om, at opgaver skal løses på det laveste effektive omkostningsniveau. Det vi kalder LEON-princippet. Det betyder, at man på de enkelte arbejdspladser hele tiden skal have blik for, om opgaver varetages på det rigtige specialiseringsniveau. Det handler om at udnytte sundhedspersonalets kompetencer bedst muligt ved fx at bruge den rette person til rette opgaver.
Det er både med til at sikre og udvikle fagligheden blandt sundhedspersonalet, fordi man har fokus på, at folk får brugt deres faglige kompetencer fuldt ud. Når man føler at ens faglighed bliver værdsat og respekteret, så skaber det også arbejdsglæde og et bedre psykisk arbejdsmiljø.
Derudover er det også med til at sikre og højne patientsikkerheden, fordi specialistkompetencerne bliver brugt målrettet på opgaver, der kræver specialiserede kompetencer.
Hvad skal man være opmærksom på ved delegation af opgaver?
Samtidig med at delegation kan være med til at udvikle fagligheden og derved både skabe bedre arbejdspladser og højne patientsikkerheden, så er det vigtigt, at medarbejderne får ordentlige instruktioner i opgaver og at de får de kompetenceløft, som kan være nødvendige. Delegation skal altid være fagligt forsvarligt, og det er vigtigt, at medarbejderne siger fra, hvis de får en delegeret opgave, som de ikke er helt 100 procent trygge ved.
Ledelsens ansvar
Det er kommunalbestyrelsens ansvar, at der er en ledelse i det enkelte institutioner, der kan indrette arbejdet på en måde, der sikrer patienternes sikkerhed.
På sygehuse, klinikker, institutioner mv. har ledelsen ansvaret for, at der foreligger instrukser for, hvordan faglig forsvarlig behandling af patienterne sikres ved delegation af opgaver.
Ledelsen har også ansvaret for, at du som medarbejder er instrueret og oplært i de relevante arbejdsopgaver, og de har også ansvar for at føre tilsyn med udførelsen af opgaverne. Det er også ledelsen, der har ansvaret for hvilket personale, der må udføre den delegerede opgave, såfremt lægen ikke har ordineret særlige hensyn.
I hjemmeplejen og i plejeboliger mv. vil delegation af opgaver typisk dreje sig om medicinhåndtering. Ledelsen er ansvarlig for, at du som medarbejder er instrueret og oplært, samt for at føre relevant tilsyn med opgaverne. Hvis der ikke findes personale, der er kvalificeret til at håndtere almindelig medicingivning har ledelsen ansvar for at gøre den ordinerende læge opmærksom på dette. Lægen kan så kontakte hjemmesygeplejen, som kan varetage opgaven.
I botilbud, fx for fysisk og psykisk handicappede, kan det som udgangspunkt ikke forventes, at der er ansat sundhedsfagligt uddannet personale. Ledelsen er i disse situationer ansvarlig for, at du som medarbejder er instrueret og oplært i at udføre almindelig medicingivning. Ledelsen har ansvar for at gøre den ordinerende læge opmærksom på, hvis der ikke findes personale, der er kvalificeret til at håndtere almindelig medicingivning. Lægen kan så kontakte hjemmesygeplejen, som kan varetage opgaven.
Lægens ansvar
En læge, der delegerer en opgave, har pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved udvælgelse og instruktion af den person, lægen delegerer opgaven til. I det øjeblik lægen har delegeret en sundhedsfaglig opgave til en ansat i kommunen/kommunens medarbejdere, ophører lægens ansvar i forhold til udførelsen og tilsynet med opgaven, og det påhviler efterfølgende den kommunale ledelse at overtage ansvaret.
Ansvar hos personen der får delegeret en opgave
Hvis du, som fx social- og sundhedsassistent eller social- og sundhedshjælper, får delegeret en opgave, så er du ansvarligt for at udføre denne opgave efter instrukserne. Du skal altid sige fra, hvis du ikke føler dig oplært eller kompetent til at varetage opgaven.
Hvis du har fået delegeret en opgave og nøje følger den givne instruktion, vil ansvaret for udførelsen af opgaven påhvile ledelsen. Hvis du ikke følger den givne instruktion, vil du selv have ansvaret for at opgaven kan udføres fagligt korrekt samt at føre tilsyn.
Som udgangspunkt skal du, når du får en delegeret opgave, dokumentere udførelsen af denne.
Ansvar ved videredelegation
Ved videredelegation gælder de samme ansvarsforhold som beskrevet ovenover.Derudover er lægen, som delegerer en opgave, ansvarlig for at give en ordentligt instruktion, så denne kan blive givet videre ved videredelegation. Har lægen ikke givet en ordentlig instruktion, så er det lægen, der har ansvaret for opgavens udførelse.
Ved videredelegation er fx sygeplejerskeren eller social- og sundhedsassistenten, som har fået en delegeret opgave fra lægen og som delegerer denne videre, ansvarlig for at den person, som modtager opgaven er kvalificeret og instrueret til at udføre opgaven.
Som medarbejder har du ansvar for at sige fra overfor en opgave, du ikke føler, at du er kompetent til.
Mange steder er hele denne proces beskrevet i instrukser på arbejdspladsen.

