
Ergonomi på arbejdspladsen
Din arbejdsplads skal passe til dig – ikke omvendt! Derfor er ergonomi og gode arbejdsstillinger centrale for et godt fysisk arbejdsmiljø. Dit arbejde må ikke gøre ondt at udføre. Du skal være lige så sund, når du går hjem, som da du mødte ind. Du skal have plads nok og rigtige, gode arbejdsredskaber. Dit arbejde skal organiseres, så kroppen belastes mindst muligt.
4 gode råd om ergonomi
4 gode råd om ergonomi
Sørg for oplæring
Det er din daglige leders ansvar, at du får oplæring og vejledning i arbejdsstillinger og brug af tekniske hjælpemidler. Mind din leder om det, hvis du eller dine kollegaer mangler instruktion.
Sig det højt
Det er ikke sikkert, at din leder ser dig udføre arbejdet i det daglige. Så husk at sige det, hvis du bliver i tvivl om arbejdsstillinger eller anvendelse af tekniske hjælpemidler.
Det må ikke gøre ondt
Dit arbejde skal tilrettelægges, så du går lige så sund hjem, som da du mødte på arbejde. Hvis det gør ondt at udføre arbejdet, skal din leder sikre, at der findes en bedre måde at løse opgaven.
Tal med din AMR
Din arbejdsmiljø- repræsentant (AMR) kan sørge for, at ledelsen ændrer det, der giver fysiske gener, både i konkrete tilfælde og forebyggende via den lovpligtige arbejdspladsvurdering. Sig det til din AMR, hvis du har smerter eller andre gener.
Fakta og vejledning
Fakta og vejledning
Fakta
Mange accepterer smerter som et vilkår i jobbet, men på de arbejdspladser, hvor man taler om udfordringer og arbejder struktureret med fysisk arbejdsmiljø, herunder ergonomi og arbejdsstillinger, undgås smerter i meget højere grad.
Det kan du selv gøre
Mærk efter
Dårlig ergonomi kan mærkes i kroppen. Enten med det samme eller på længere sigt. Ofte er udtalt fysisk træthed i en del af kroppen første tegn på dårlig ergonomi. Trætheden kan udvikles sig til smerter efter længere tids gentagelse.
Hvis du kan svare ja til én af følgende, har du dårlig ergonomi på dit arbejde:
- Har du smerter når du går hjem?
- Gør det ondt i kroppen i løbet at arbejdsdagen?
- Er der dage, hvor du er alt for fysisk træt, når du får fri?
- Er der dage, hvor det er for fysisk hårdt i løbet af arbejdsdagen?
Hvis du oplever dårlig ergonomi, så skal du sige det til din arbejdsmiljørepræsentant og/eller leder.
Sig det højt
Fortæl dine kolleger det, hvis du oplever gener. Formodentligt er du ikke den eneste. Det kan være, at I har behov for andre eller bedre tekniske hjælpemidler eller må finde en anden måde at løse opgaven på. Det kan også være, at der et noget, du har misforstået, og så er det vigtigt at få lært den rigtige metode hurtigst muligt.
Brug arbejdsredskaber og tekniske hjælpemidler
Sørg for at bruge de arbejdsredskaber og tekniske hjælpemidler, som din arbejdsgiver har stillet til rådighed – hver gang.
Det er vigtigt, at du og dine kolleger bliver medinddraget i anskaffelsen, og bliver ordentligt instrueret i, hvordan hjælpemidlerne skal bruges.
Derudover er et godt råd:
-
Flyt mest muligt på hjul (gerne med selvkørende hjælpemidler).
Husk at efterse og vedligeholde hjulene, så de altid kører optimalt. Det er generelt bedre at skubbe end at trække.
Overhold instrukser
Sørg for at følge de vejledninger, du har modtaget. Hvis du oplever, at vejledningerne ikke er realistiske at følge i hverdagen, så tal med din arbejdsmiljørepræsentant eller din leder om det.
Hold pauser
Hold de pauser, der er indlagt i dit arbejde. Hvis du ikke har tid til at holde pauser, så sig det til dine kolleger, din leder og din arbejdsmiljørepræsentant. Selv korte pauser er vigtige for kroppen.
Det kan I gøre sammen
Tal med hinanden
Tal med dine kollegaer om de udfordringer, I møder i hverdagen. Vær opmærksom på situationer, hvor I skiftes, fordi opgaverne ellers er for hårde at udføre. Måske kan ergonomien ændres, så I mindsker belastningerne i stedet for at fordele dem.
Skab fælles holdning
Sæt fysisk arbejdsmiljø på dagsordenen på personalemøderne, så I får en fælles holdning til, hvad der er god ergonomi. Tal med hinanden om de gener, I oplever – og støt hinanden i at sige dem til jeres leder.
Gør som i har aftalt
Overhold de aftaler I laver med hinanden. Hjælp hinanden med at holde fast i aftalerne selv om i har travlt.
Vær nysgerrig
Hvis jeres aftaler ikke overholdes, er der nok en rigtig god grund. Måske har I ikke nok arbejdsredskaber, og mange ikke gider at vente. Måske er den aftalte arbejdsgang så besværlig, at den ikke kan bruge i hverdagens travlhed. En aftale, der ikke kan overholdes, skal laves om.
Dine rettigheder
Dine rettigheder i særlige situationer
Dine rettigheder i særlige situationer
Gravide og ammende
Når du er gravid eller ammende, har din leder pligt til at tage særlige hensyn, når dit arbejde tilrettelægges, så du ikke overanstrenger dig og kan hvile efter fysisk krævende arbejdsopgaver. Dit arbejde må hverken være skadeligt for dig eller dit barn. Kontakt din arbejdsmiljørepræsentant eller din lokale FOA-fagforening, hvis du er i tvivl, om hvilke krav du kan stille til tilrettelæggelse af dit arbejde som gravid eller ammende.
Tjenestebiler
Hvis du kører i tjenestebil på dit job, skal den være vedligeholdt og være let at komme ind og ud ad.
Mere viden om ergonomi
Bliv medlem af FOA
Bliv medlem af FOA
For FOA er det vigtigt, at du og kollegerne trives og kan arbejde under trygge forhold. Vi har flere tilbud for at sikre dit og dine kollegers arbejdsmiljø. Meld dig ind i dag, så du kan få del i vores hjælp.
