
3. ordinære kongres 2013
FOAs 3. ordinære kongres blev afholdt den 30. oktober - 1. november 2013 i Odense Congress Center.
Kongressen
Kongressen
Værd at vide om kongressen
Hvad er kongressen
Kongressen er FOAs øverste myndighed og afholdes hvert 3. år i oktober/november. Hovedbestyrelsen indstiller tid og sted for næste kongres, som skal indkaldes med mindst 12 måneders varsel.
På den ordinære kongres skal der mindst behandles følgende dagsorden:
- Konstituering
- Beretning/Fremtidig virksomhed
- Regnskab og rammebudget
- Indkomne forslag
- Valg
- Tid og sted for næste kongres
- Mellem kongresserne er hovedbestyrelsen den øverste myndighed.
Ekstraordinær kongres
Ekstraordinær kongres kan normalt indkaldes med 14 dages varsel af hovedbestyrelsen - eller såfremt en tredjedel af forbundets afdelinger kræver det, repræsenterende mindst 25 % af forbundets medlemmer. Der skal angives en skriftligt motiveret dagsorden herfor. Den ekstraordinære kongres kan kun behandle denne dagsorden.
Hvem deltager
Der er 604 delegerede på kongressen, som består af:
- Hovedbestyrelsen
- De centrale sektorbestyrelser
- Tre ungdomsrepræsentanter
- Tre lederrepræsentanter
- Tre repræsentanter fra seniorerne samt
- 500 delegerede fordelt efter medlemstal pr. 1. januar 2013
De delegerede fordeles efter medlemstal blandt FOAs afdelinger. Dette skal ske pr. 31. december året før kongressen. Fordelingen er:
- Hver afdeling får til start 2 delegeretpladser
- De øvrige pladser fordeles efter et fordelingstal (dette udregnes ved at dividere forbundets medlemstal med 500. Udregningen sker 31. december året før kongressen)
- Er der overskydende delegeretpladser, tildeles disse de afdelinger, der ligger nærmest fordelingstallet.
- Ingen afdelinger kan opnå mere end 30 delegeretpladser. De delegerede vælges i afdelingerne.
- Derudover deltager tre repræsentanter fra ungdomsarbejdet, tre fra lederarbejdet og tre repræsentanter for seniorernes faglige udvalg, alle med stemmeret.
Kan jeg blive delegeret?
Alle medlemmer kan vælges som delegeret (dog ikke medlemmer, der forlader arbejdsmarkedet og overgår til pension).Kan jeg deltage?
Du har som medlem af FOA ret til at overvære kongressen i den udstrækning, der er plads. Ønsker du adgangskort til tilhørerpladserne skal du kontakte din lokale FOA-afdeling.Hvad betyder kongressens slogan?
Kongressens tema i 2013 er ”Råd til velfærd”.Vi mener i FOA, at vi er nogle af de bedste eksperter, når velfærden hver eneste dag opstår i det møde, der finder sted mellem den fag-professionelle og så den ældre, barnet, den syge eller den borger, der har brug for omsorg. Vores råd fra disse situationer i hverdagen giver vi meget gerne videre. For vi leverer velfærden.
Men vi mener også, at der er råd til velfærd i den forstand, at der er penge nok i samfundet til at betale for en ordentlig velfærd. Den offentlige sektor i Danmark er blevet mere end 40.000 ansatte færre siden finanskrisen satte ind i 2009. Det er nødvendigt at spare, har det lydt. Så tusinder er blevet fyret. Endnu flere har skullet løbe stærkere til dagligt.
Men den politiske iver efter at spare er desværre gået langt videre end det planlagte. I 2011 lå det offentlige forbrug 10,5 milliarder kroner under, hvad der var budgetteret. I 2012 var forbruget 6 milliarder mindre end budgetlagt. Politikerne i staten, kommunerne og regionerne har altså sat store milliardbeløb af til velfærd, som aldrig er blevet brugt.
Derfor siger FOA i 2013: Vi har råd til velfærd.
Fotokonkurrence
FOA mener, at vi har råd til velfærd. Enige medlemmer har i en fotokonkurrence indsendt billeder af deres VARME HÆNDER. Vinderne blev kåret på FOAs Kongres.
Blandt de indsendte og uploadede billeder udvalgte en komité de bedste billeder, som blev udstillet på FOAs kongres 30/10 - 1/11. Her fandt de kongresdelegerede via afstemning de tre bedste billeder.
Her er vinderbillederne:
1. præmie: Kroophold for to

Billedet er indsendt af Liselotte Lykke Nielsen, der er medlem i FOA Lillebælt.
2. præmie: Kurv med lækkerier fra Løgismose

Billedet er indsendt af Anna Nielsen og Sahra Abdi medlemmer i FOA Varde
3. præmie: Biograftur for to

Billedet er indsendt af Jane Vinstrup, medlem i KLS
Om konkurrencen
FOA ønskede med fotokonkurrencen at sætte fokus på mangfoldigheden og fagligheden på FOA-medlemmernes arbejdspladser og vise, at FOAs medlemmer repræsenterer de varme hænder, der skaber velfærd tæt på borgerne.
Punkter til kongressen
Tidsplan for kongressen
|
Onsdag den 30. oktober 2013 |
|
| 09.00 | Åbning af Kongressen m. velkomst af Mona Striib |
| 09.45 |
Kongressens konstituering |
| 10.15 | 4. Mundtlig beretning v. Dennis Kristensen |
| 11.15 | 4. Diskussion af den mundtlige beretning |
| 12.00 | Frokost |
| 13.30 | 4. Diskussion af den mundtlige beretning |
| 16.00 | 5.Råd til velfærd – FOAs målprogram 2013-2016v. Dennis Kristensen |
| 16.30 | 5. Råd til velfærd Tema 1: Fælles om velfærd (økonomi, offentlig sektor, fordeling m.m.) |
| 18.00 | Middag |
Der tages forbehold for at kongressens forhandlinger kan forsætte efter middagen. |
|
|
Torsdag d. 31.oktober 2013 |
|
| 09.00 | 5. Råd til velfærd Tema 2: Faglig handlekraft (tillid, muligheder på arbejdsmarkedet) |
| 10.00 | 5. Råd til Velfærd Tema 3: Fair forhandling (danske model, overenskomster, MED m.m.) |
| 11.30 | 5. Råd til velfærd - samlet debat og afstemning om målprogrammet |
| 12.00 | Frokost |
| 13.30 | 5. Råd til velfærd - samlet debat og afstemning om målprogrammet |
| 14.00 | 6. 2015 Medlemmernes FOA |
|
17.00 |
7. Indkomne forslag 7a. Ændringsforslag til Forbundets love 7b. Andre forslag |
| 18.00 | Middag |
|
Fredag den 1. november 2013 |
|
| 09.00 | 7. Indkomne forslag 7a. Ændringsforslag til Forbundets love 7b. Andre forslag |
| 11.30 | 8. Økonomi 8a. Regnskab 8b. Fastsættelse af løn til valgte 8c. Andre forslag |
| 12.00 | Frokost |
| 13.30 |
8. Økonomi |
| 14.30 | 9.Valg 9a. Valg af forbundsformand 9b. Valg af næstformand 9c. Valg af forbundssekretærer 9d. Valg af kritiske revisorer og suppleanter |
| 15.30 | FOA Fag og Arbejdes 3. ordinære kongres er slut |
Forretningsorden
§ 1: DirigenterKongressen vælger 3 dirigenter til at lede møderne.
Dirigenterne konstaterer kongressens lovlige indkaldelse og fremlægger forslag til forretningsorden og dagsorden til godkendelse.
De delegerede anmoder om ordet skriftligt hos dirigenterne med angivelse af navn og afdeling. Ved anmodning om ordet til forretningsorden skal det angives, hvilket punkt det drejer sig om.
Dirigenterne kan fratage en taler ordet, hvis denne efter forgæves påmindelse ikke overholder taletiden eller ikke holder sig til det aktuelle emne eller punkt.
§ 2: Arbejdsplan
Kongressen samles i henhold til den fremlagte tidsplan. Dirigenterne kan, hvis de finder det nødvendigt, ændre tiderne for kongressens samling.
§ 3: Stemmeudvalg
Der vælges et stemmeudvalg på 10 personer, som kan bistå dirigenterne ved afstemninger. Der vælges desuden en formand for stemmeudvalget. Stemmeudvalget træder i funktion, såfremt der er behov for dette.
Stemmeudvalget fastlægger selv en procedure for optælling af stemmer, men dog således at medlemmer ikke tæller stemmer fra egen region. Dirigenterne afgør om en stemme er ugyldig.
§ 4: Udvalg
Kongressen kan nedsætte udvalg til at behandle særlige opgaver.
§5: Taletid
Taletiden er ved første indlæg til et punkt er 7 minutter, anden gang er taletiden maksimum 4 minutter. Herefter er der kun mulighed for korte bemærkninger.
Dirigenterne kan herudover indstille yderligere begrænsninger i taletiden.
Afdelinger og centrale sektorbestyrelser, der har fælles forslag til behandling, skal vælge en ordfører til fremlæggelse af dette.
Politisk ledelse kan altid anmode om ordet i en debat.
§ 6: Forslag
Ændringsforslag skal afleveres skriftligt til dirigenterne og være underskrevet med forslagsstillers navn og afdeling. Det skal være angivet til hvilket forslag ændringerne ønskes stillet.
§ 7: Afslutning på en debat
Dirigenterne kan stille forslag om afslutning af en debat med de indtegnede talere. Et sådant forslag kan også fremsættes af minimum 25 delegerede.
Når det er vedtaget at afslutte en debat med de indtegnede talere, kan der ikke indtegnes andre talere end forbundsformanden og forslagsstilleren. Efter vedtagelse af afstemning kan der ikke stilles yderligere ændringsforslag til en sag.
§ 8: Afstemninger
Ved afstemning gælder almindeligt stemmeflertal. Vedtagelse af lovændringer kræver 2/3 af de afgivne stemmer, jf. forbundslovenes § 14.
Afstemning sker elektronisk eller ved håndsoprækning, eller ved navneopråb hvis kongressens dirigenter er i tvivl om udfaldet af en afstemning. Der skal foretages skriftlig afstemning, hvis 25 delegerede eller dirigenterne kræver dette.
Ved personvalg skal der foretages skriftlig afstemning, hvis der er flere kandidater.
§ 9: Kongresprotokol
Der udarbejdes beslutningsreferat af kongressen. Desuden optages kongressens forhandlinger. Begge dele gøres tilgængelige på www.foa.dk.
Dirigenter
Følgende indstilles som dirigenter:
- Konsulent Ebbe Jacobsen, FOA
- Konsulent Sidsel Boertmann Brüel, FOA
- Jurist Lene Gorzelak, FOA Esbjerg
Stemmeudvalg
Følgende indstilles til stemmeudvalg:
- Ellen Pedersen, KLS (formand for stemmeudvalget)
- Lone Snedker, FOA Vejle
- Birger Thomsen, FOA Brønderslev
- Jens Ove Knudsen, FOA Bornholm
- Hanne Ulendorf, FOA Holbæk
- Jesper Hesselholdt, FOA afdeling 1
- Ebbe Dalsgaard, FOA Aalborg
- Marianne Røgen, FOA Frederikssund
- Bodil Marker, FOA Guldborgsund
- Ida Sørensen, FOA Varde
- Hans Jørgensen, FOA Odense
Løn til valgte
I henhold til forbundslovenes § 13, stk. 9 fastsætter kongressen efter indstilling fra hovedbestyrelsen aflønningen af de kongres- og sektorvalgte. Det fremgår sammesteds, at lønnen i kongresperioden reguleres med de for det kommunale arbejdsmarked aftalte generelle reguleringer.
Hovedbestyrelsens indstilling om løn til politisk forbundsvalgte:
| Formand | løntrin 55+ | svarende til kr. 958.527 |
| Næstformand | løntrin 54 | svarende til kr. 754.116 |
| Forbundssekretær | løntrin 53 | svarende til kr. 673.952 |
| Sektorformand | løntrin 53 | svarende til kr. 673.952 |
| Sektornæstformand | løntrin 51 | svarende til kr. 539.445 |
Lønniveauet er angivet pr. 1.oktober 2012. Hovedbestyrelsen er opmærksom på de forbundsvalgte politikeres fraskrivelse af reguleringen frem til overenskomstforhandlingerne i 2015. Eventuelle honorarer til den enkelte tilfalder og indbetales direkte til FOA.
HB indstiller, at de politisk forbundsvalgtes pensionsordning udgør 12,79 % i pensionsbidrag.
Indstilling
Et flertal af hovedbestyrelsen anbefaler, at kongressen vedtager HB’s indstilling om løn og pensionsbidrag til forbundets politisk valgte.
Indkomne forslag
Forslag 1: FOA til kamp mod ungdomsarbejdsløshed
FOA til kamp mod ungdomsarbejdsløshed
Ungdomsarbejdsløshed er et stort problem. Det er en af tidens allerstørste udfordringer.
Omkostningerne ved at lade unge gå uden beskæftigelse er enorme, både menneskeligt og økonomisk. Det danske samfund er godt på vej til at tabe en hel generation unge.
FOA skal arbejde for, at der kommer øget fokus på ungdomsarbejdsløsheden, dens konsekvenser og løsning overfor vores arbejdsgiver og politikere.
Løsningen skal bl.a. indeholde:
Jobgaranti til nyuddannede; vi skal sikre erfaring efter endt uddannelse – dette kan ske ved en forlængelse af uddannelsesaftalen, så arbejdsgiverne forpligter sig til mindst 3 måneders ordinær ansættelse.
Bedre mulighed for uddannelse; der skal være større mulighed for, at vores erfarne kolleger, faglærte som ufaglærte, kan uddanne og videreuddanne sig. Det skal både ske inden for vores eget fag og videre i uddannelsessystemet. De erfarne bliver endnu dygtigere, mens det skaber plads til unge ledige og nyuddannede.
Jobrotation; de erfarne på arbejdspladsen har brug for relevant opkvalificering af deres faglige kompetencer, så de er opdateret med den nyeste faglige viden. Jobrotationsordninger giver mulighed for erhvervserfaring til de ledige og nyuddannede, som har svært ved at finde job.
FOA skal selvfølgelig gøre noget for alle arbejdsløse – men det er nødvendigt at have et særligt fokus på ungdomsarbejdsløsheden.
Forslagsstiller: FOA Ungdom & FOA Elev
Hovedbestyrelsen indstiller forslaget til vedtagelse.
Forslag 2: Kulegravning af alle politiske arbejdsopgaver i forbundshuset
Kulegravning af alle politiske arbejdsopgaver i forbundshuset
Kongressen pålægger hovedbestyrelsen i den kommende kongresperiode at lave en kulegravning af alle politiske arbejdsopgaver i forbundshuset med henblik på at kvalificere HB’s beslutning om ”antallet af forbundssekretærer”, jævnfør forbundets love ”§6, stk.2, forud for kongressen i 2016.
Begrundelse
Forslaget skal ses i sammenhæng med de af forslagsstiller stillede ændringsforslag til forbundslovene. Det er vurderingen, at der ikke er en rimelig balance mellem antallet af arbejdsopgaver i forbundshuset i forhold til antallet af forbundssekretærer og så antallet sektorvalgte politikere og arbejdsopgaverne i sektorerne. Dette ønskes undersøgt nærmere og forud for kongressen i 2016.
Forslagsstiller: FOA – Herning
Hovedbestyrelsen indstiller forslaget til vedtagelse.
Forslag 3: Fastlægge rammer og koordinering af lederarbejdet
Fastlægge rammer og koordinering af lederarbejdet
Kongressen pålægger hovedbestyrelsen i den kommende kongresperiode at fastlægge rammer for den landsdækkende og regionale koordinering af lederarbejdet for at styrke og synliggøre lederenes profil både internt og internt og eksternt i FOA
Begrundelse
Ledelse og hele lederområdet er under udvikling. Det har fået stor betydning for det offentlige område. Det gælder både på landsplan, regionalt og kommunalt. Det har betydning for lederne selv, men også for samfundsudviklingen og medarbejdernes mulighed for indflydelse på eget arbejde.
Vi skal derfor styrke vores arbejde med velfærdsledelse, social kapital og dermed kvaliteten i medarbejderens møde med borgeren.
På den baggrund er der brug for at styrke lederarbejdet i FOA. Det er samtidigt også nødvendigt at præcisere lederbegrebet i organisationen.
Herudover pålægger kongressen hovedbestyrelsen i den kommende kongresperiode at fastlægge rammer for den landsdækkende og regionale koordinering af lederarbejdet for at styrke og synliggøre lederenes profil både internt og eksternt i FOA.
Der henvises i øvrigt til fagligt udvalg for Lederes ændringsforslag til forbundslovene vedr. repræsentation i hovedbestyrelsen.
Forslagsstiller: Fagligt udvalg for ledere
Hovedbestyrelsen indstiller forslaget til vedtagelse.
Forslag 4: Strejkekontingent i FOA
Forslag til strejkekontingent i FOA
Allerede umiddelbart efter konflikten i 2008 varslede Kommunernes Landsforening, at et strejkevarsel fra FOA vil blive modsvaret med en lockout fra de kommunale arbejdsgivere.
KLs lockout af lærerne i 2013 viser med al ønskelig tydelighed, at KL og regionerne ikke længere føler et politisk behov for at fremstå afbalancerede og kompromissøgende, men tværtimod har vist sig at være meget hurtige på aftrækkeren.
Temaet for lærerlockouten – forringede vilkår skal finansiere en reform – kan også frygtes overført til bl.a. FOAs områder, hvor pauser og arbejdstidsregler kan komme under voldsomt pres ved de kommende overenskomstforhandlinger i 2015.
FOAs hovedbestyrelse ønsker at ruste organisationen til fremtidige overenskomstforhandlinger og ønsker at sende et klart signal til arbejdsgiverne om, at vi ønsker fair forhandlinger, og at FOAs medlemmer ikke i lighed med lærerne bliver taget som gidsel i politiske reformer på den ene side og overenskomstforhandlinger på den anden.
FOAs hovedbestyrelse foreslår derfor, at der med virkning fra 1. januar 2014 indføres et strejkekontingent. Hovedbestyrelsen fastlægger i lighed med andre kontingentsatser i øvrigt strejkekontingentets størrelse.
Forslagsstiller: Hovedbestyrelsen.
Materialer
Slogan for kongressen
Slogan for kongressen
Kongressens tema i 2013 er ”Råd til velfærd”
Vi mener i FOA, at vi er nogle af de bedste eksperter, når velfærden hver eneste dag opstår i det møde, der finder sted mellem den fag-professionelle og så den ældre, barnet, den syge eller den borger, der har brug for omsorg. Vores råd fra disse situationer i hverdagen giver vi meget gerne videre. For vi leverer velfærden. Men vi mener også, at der er råd til velfærd i den forstand, at der er penge nok i samfundet til at betale for en ordentlig velfærd. Den offentlige sektor i Danmark er blevet mere end 40.000 ansatte færre siden finanskrisen satte ind i 2009. Det er nødvendigt at spare, har det lydt. Så tusinder er blevet fyret. Endnu flere har skullet løbe stærkere til dagligt. Men den politiske iver efter at spare er desværre gået langt videre end det planlagte. I 2011 lå det offentlige forbrug 10,5 milliarder kroner under, hvad der var budgetteret. I 2012 var forbruget 6 milliarder mindre end budgetlagt. Politikerne i staten, kommunerne og regionerne har altså sat store milliardbeløb af til velfærd, som aldrig er blevet brugt. Derfor siger FOA i 2013: Vi har råd til velfærd.
