FOAs historie

FOA har rødder tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor kommunalt ansatte og tjenestepiger begyndte at organisere sig. I sin nuværende form er FOA resultatet af mere end et århundredes udvikling og en række fusioner.

De vigtigste nedslag

De vigtigste nedslag

  • 1899: Københavns Kommunale Arbejderforbund og Københavns Tjenestepigeforening blev stiftet. Disse to forbund markerede begyndelsen på den faglige organisering for kommunalt ansatte.
  • Gennem de første årtier udgjorde netop tjenestepiger og kommunalt ansatte grundlaget for de faggrupper, FOA organiserer i dag. 
  • 1992: Husligt Arbejder Forbund og Dansk Kommunal Arbejderforbund fusionerede og dannede Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA). 
  • 2005: FOA blev landets største offentlige fagforbund med 215.000 medlemmer, da Pædagogisk Medhjælperforbund blev en del af fællesskabet. Det samlede forbund tog navnet FOA – Fag og Arbejde. 
  • I 2000’erne styrkede FOA sit fokus på medlemmernes indflydelse og faglige identitet. Kongresserne satte temaer som værdier, ansvar for velfærd og forandringer i arbejdet og hverdagen på dagsordenen, og strukturændringer gav øget lokalt medlemsdemokrati.
  • 2008: FOA markerede sig i en historisk overenskomstkonflikt, der samlede tusindvis af medlemmer i kampen for ligeløn og bedre vilkår for kvindedominerede fag - en begivenhed, der cementerede FOA’s rolle som en stærk stemme for velfærdens frontpersonale. 

Gennem årene har FOA været ledet af markante formænd, der hver især har sat deres præg på forbundets udvikling:

  • 1980-2002: Poul Winckler

  • 2002-2018: Dennis Kristensen

  • Siden 2018 har Mona Striib stået i spidsen for FOA

Under deres ledelse har FOA udviklet sig til et toneangivende fagforbund og en stærk stemme for velfærdens ansatte.

Se forbundsformænd gennem tiden

Med over 160.000 medlemmer er FOA i dag Danmarks tredjestørste fagforening. Forbundet repræsenterer velfærdens frontpersonale – dem, der tager sig af vores børn og ældre og holder samfundet kørende. Størstedelen af vores medlemmer er ansat i kommuner og regioner, men vi organiserer også privatansatte.

FOA har i dag en central rolle i overenskomstforhandlinger for både offentligt og privat ansatte og kæmper for ligeløn, ordentlige vilkår og respekt for de fag, der holder velfærden i gang.

Film: Tjenestepiger

Film: Tjenestepiger

En film af Mette Knudsen og Ulla Boje Rasmussen.

Filmen skildrer tjenestepigernes liv og levned fra århundredskiftet til efterkrigsårene gennem gamle film, fortællinger, skillingsviser, samt sang- og dansenumre. Filmen varer 47 minutter, og du kan slå engelske undertekster til og fra på det lille cc-ikon i bunden af afspilleren.