Opsigelse eller ophævelse af uddannelsesaftale
Se hvad du skal have styr på, hvis du bliver opsagt i prøveperioden i praktikken som elev.
Som elev indgår du en aftale med en arbejdsgiver om praktik og skoleophold. Den kaldes for en uddannelsesaftale.
Som udgangspunkt kan uddannelsesaftalen ikke opsiges, hverken af dig eller arbejdsgiveren, dog er der særlige regler ved prøvetid.
Ved opsigelse eller ophævelse af uddannelsesaftalen skal du altid henvende dig til din lokale FOA-fagforening, uanset om du måtte blive syg, blive gravid eller have behov for en pause i dit elevforløb (en uddannelsesaftale kan forlænges om nødvendigt). Du skal også kontakte os, hvis du og arbejdsgiver måtte være enige om at ophæve aftalen.
Prøvetid og misligholdelse af uddannelsesaftalen
Prøvetid og misligholdelse af uddannelsesaftalen
Prøvetid
De første 3 måneder af praktiktiden betragtes som prøvetid. Det betyder, at prøvetiden gælder indtil du har været i praktik i 3 måneder. Prøvetiden kan således være væsentligt længere, hvis uddannelsen starter med en skoleperiode.
I prøvetiden kan begge parter opsige uddannelsesaftalen uden afgivelse af grund og uden forudgående varsel. For offentlige praktiksteder gælder forvaltningslovens regler om bl.a. saglighed, begrundelse og partshøring.
Efter prøvetiden kan uddannelsesaftalen ikke længere opsiges. I særlige tilfælde kan uddannelsesaftalen ophæves, se nedenfor.
Elevens misligholdelse af uddannelsesaftalen
Arbejdsgiveren kan ophæve uddannelsesaftalen, hvis eleven misligholder den væsentligt eller hvis en væsentlig forudsætning for aftaleindgåelsen viser sig urigtig eller senere brister. Væsentlig misligholdelse/bristede forudsætninger fra elevens side kan være:
- strafbare forhold f.eks. tyveri, vold, bedrageri mv.
- tilsidesættelse af forbud mod at drikke alkohol på arbejdspladsen eller at møde alkoholpåvirket på arbejde - herunder også påvirket af andre rusmidler
- tilsidesættelse af tavshedspligten vedrørende forhold som eleven er blevet bekendt med under tjenesten
- udeblivelse fra tjenesten uden gyldig grund.
Arbejdsgiverens misligholdelse af uddannelsesaftalen
Eleven kan ophæve uddannelsesaftalen, hvis arbejdsgiveren misligholder den væsentligt eller hvis en væsentlig forudsætning for aftaleindgåelsen viser sig urigtig eller senere brister. Væsentlig misligholdelse/bristede forudsætninger fra arbejdsgiverens side kan være:
- krænkende udtalelser overfor eleven
- udøvelse af sexchikane overfor eleven
- andre former for chikanøs adfærd overfor eleven
- arbejdsgiverens manglende opfyldelse af uddannelsesforpligtelsen.
