Arbejdstid for elever
Din arbejdstid er gennemsnitligt 37 timer pr. uge, medmindre der står noget andet i din uddannelsesaftale. Arbejdstidsreglerne er komplicerede, og er du i tvivl, om hvad der gælder for dig, så spørg tillidsrepræsentanten på din arbejdsplads eller i din lokale FOA-fagforening.
Social- og sundhedsassistent-elev
Social- og sundhedsassistent-elev
Vagtplan
For ansatte i kommunerne har du krav på en mødeplan over mindst 4 uger, og den skal du have i hånden mindst 4 uger før den starter.
For ansatte i regionerne skal du alene kende den 4 uger frem.
Du følger i øvrigt de aftalte regler, der gælder for dine kolleger på din arbejdsplads. Der gælder dog nogle særlige regler for dig, mens du er i praktik.
Særlige arbejdstidsregler
Arbejdstidsreglerne afhænger af, om du er ansat i en kommune eller i en region:
Ansat i en kommune
Som social- og sundhedsassistentelev må du de første syv måneder:
- ikke arbejde oftere end gennemsnitligt hver 4. weekend
- ikke arbejde mere end ¼ af din arbejdstid i aften- og natperioder.
De følgende 13 måneder må du:
- ikke arbejde oftere end gennemsnitligt hver 3. weekend
- ikke arbejde mere end ⅓ af din arbejdstid i aften- og natperioder.
I de resterende måneder af uddannelsen må du:
- højst arbejde gennemsnitligt hver 2. weekend
- højst arbejde ⅓ af din arbejdstid i aften- og natperioder.
Hvis ikke andet er aftalt, skal den enkelte arbejdsdag vare mellem fem og ti timer. Er du under 18 år, gælder der særlige regler ved natarbejde; kontakt din lokale FOA-fagforening.
Ansat i en region
Som social- og sundhedsassistentelev må du de første seks måneder:
- ikke arbejde oftere end hver 3. weekend
- ikke arbejde mere end ⅓ af din arbejdstid i aften- og natperioder
I de følgende måneder må du:
- ikke arbejde oftere end hver 2. weekend
- ikke arbejde mere end ⅓ af din arbejdstid i aften- og natperioder.
Hvis ikke andet er aftalt, skal den enkelte arbejdsdag vare mellem fem og ti timer. Er du under 18 år, gælder der særlige regler ved natarbejde; kontakt din lokale FOA-fagforening.
Afspadsering
Hvis din arbejdsgiver vil pålægge dig at afspadsere, og det ikke fremgår af mødeplanen, skal arbejdsgiveren give dig besked mindst 4 døgn i forvejen. Afspadsering skal helst gives som hele fridage.
Social- og sundhedshjælper-elev
Social- og sundhedshjælper-elev
Vagtplan
For ansatte i kommunerne har du krav på en mødeplan over mindst 4 uger, og den skal du have i hånden mindst 4 uger før den starter.
For ansatte i regionerne skal du alene kende den 4 uger frem.
Du følger i øvrigt de aftalte regler, der gælder for dine kolleger på din arbejdsplads. Der gælder dog nogle særlige regler for dig, mens du er i praktik.
Særlige arbejdstidsregler
Er du social- og sundhedshjælperelev, må du i de første syv måneder:
- ikke arbejde oftere end gennemsnitlig hver 4. weekend
- ikke arbejde i mere end ¼ af din arbejdstid i aften- og natperioder.
De sidste syv måneder må du:
- ikke arbejde oftere end gennemsnitlig hver 3. weekend
- ikke arbejde i mere end ⅓ af din arbejdstid i aften- og natperioder.
Hvis ikke andet er aftalt, skal den enkelte arbejdsdag vare mellem fem og ti timer. Er du under 18 år, gælder der særlige regler ved natarbejde; kontakt din lokale FOA-fagforening.
Afspadsering
Hvis din arbejdsgiver vil pålægge dig at afspadsere, og det ikke fremgår af mødeplanen, skal arbejdsgiveren give dig besked mindst 4 døgn i forvejen. Afspadsering skal helst gives som hele fridage.
Pædagogisk assistent-elev (PAU)
Pædagogisk assistent-elev (PAU)
Vagtplan og særlige arbejdstidsregler
Din mødeplan skal være af mindst fire ugers varighed.
Forud for praktikken skal der dog tages stilling til din arbejdstid, således at du deltager i alle facetter af institutionens arbejde.
Du skal derfor både have åbne- og lukkevagter, arbejde om natten og om dagen, hvis du er i praktik i en døgninstitution. Samtidig skal du deltage i møder, også om aftenen, og hvis der er koloni eller ferierejser, skal du som udgangspunkt også deltage i disse.
De andre ansatte får tillæg for arbejde på ubekvemme tidspunkter, dvs. om aftenen, om natten og i weekender. De tillæg er indregnet i din løn ud fra et gennemsnit af det, de ordinært ansatte får.
Oplever du, at du i din praktiktid har væsentligt mere arbejde på ubekvemme tidspunkter, skal du derfor rette henvendelse til din tillidsrepræsentant eller til din lokale FOA-fagforening.
Afspadsering
Hvis du arbejder mere end 37 timer i gennemsnit på en uge, skal dit overarbejde afspadseres. Din arbejdsgiver kan derfor vælge at pålægge dig at afspadsere på et givent tidspunkt. Afspadsering skal helst gives som hele fridage.
Serviceassistent-elev på døgnområdet
Serviceassistent-elev på døgnområdet
Vagtplan
Du har krav på en mødeplan over mindst 4 uger. På KL-området skal du have den i hånden mindst 4 uger før, den starter.
Du følger i øvrigt de aftalte regler, der gælder for dine kolleger på din arbejdsplads. Der gælder dog nogle særlige regler for dig, mens du er i praktik.
Særlige arbejdstidsregler (gælder ikke voksenelever)
Som serviceassistentelev må du de første 6 måneder ikke:
- arbejde oftere end hver 4. weekend
- arbejde mere end 1/4 af din arbejdstid i aften- og natperioder.
I de følgende 12 måneder gælder at:
- du højst må arbejde gennemsnitlig hver 3. weekend
- højst 1/3 af din arbejdstid må ligge i aften- og natperioder.
I de sidste 6 måneder gælder at:
- du højst må arbejde gennemsnitlig hver 2. weekend
- højst 1/3 af din arbejdstid må ligge i aften- og natperioder.
Hvis ikke andet er aftalt, skal den enkelte arbejdsdag være mellem 5 og 10 timer.
Er du under 18 år gælder der særlige regler ved natarbejde. I så fald kontakt din lokale FOA-fagforening.