Kun for tillidsvalgte

Hvad går arbejdet i AMO ud på?

Bliv klogere på, hvilken rolle arbejdsmiljøgruppen og arbejdsmiljøudvalget kan spille på arbejdspladsen - og hvordan du som tillidsvalgt kan bidrage til, at arbejdsmiljøorganisationen fungerer.

En arbejdsmiljøorganisation består af en eller flere arbejdsmiljøgrupper. Hvis der er flere arbejdsmiljøgrupper, skal der også være et arbejdsmiljøudvalg.

Både arbejdsmiljøgruppen og arbejdsmiljøudvalgets opgaver er beskrevet i arbejdsmiljølovgivningen. Nærmere bestemt i:

Bekendtgørelse om systematisk arbejdsmiljøarbejde (§§ 30 - 32).

Arbejdsmiljøgruppens opgaver

Én arbejdsmiljørepræsentant og én lederrepræsentant danner tilsammen en arbejdsmiljøgruppe.  I arbejdsmiljøgruppen skal du som AMR sammen med lederen arbejde for at løse de sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer på det område på arbejdspladsen, som gruppen dækker. De arbejdsopgaver arbejdsmiljøgruppen løser kaldes ofte for de operationelle eller de daglige opgaver.

Groft sagt kan man opdele arbejdsmiljøgruppens opgaver i planlægningsopgaver og kontrolopgaver.

{TitlePlaceholder}

Arbejdsmiljøgruppen skal deltage i planlægningen af sikkerheds- og sundhedsarbejdet på gruppens område. Det indebærer, at arbejdsmiljøgruppen skal inddrages ved planlægning af:

  • Ændring i arbejdets organisering, f.eks. ved organisatoriske ændringer som fusioner
  • Udvidelse eller ombygning af afdelingen.
  • Anskaffelse og ændringer af maskiner og tekniske hjælpemidler – herunder indførelse af ny teknologi.
  • Indkøb af stoffer og materialer (kemiske produkter) – herunder overvejelser om mulighed for at bruge mindre farlige stoffer.
  • Udarbejdelsen af Arbejdspladsvurdering (APV) og trivselsmålinger.

Arbejdsmiljøgruppen  skal  kontrollere, at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Det betyder, at arbejdsmiljøgruppen hele tiden skal holde øje med, hvordan arbejdet foregår, vurdere om der er en risiko for sikkerhed eller sundhed samt forebygge risikoen.

Et eksempel er, hvis medarbejderne oplever, at der er alt for travlt: de må løbe hurtigt, springe pauser over, og kan ikke levere en tilstrækkelig kvalitet. Her kan arbejdsmiljøgruppen drøfte løsningsmuligheder, som f.eks. bedre forventningsafstemning, klar prioritering og ansættelse af mere personale. Det kan også være, at arbejdsmiljøgruppen i første omgang vælger at undersøge forholdene nærmere, f.eks. gennem en APV på psykisk arbejdsmiljø, en trivselsmåling eller på et personalemøde.

I arbejdsmiljølovgivningen er beskrevet at arbejdsmiljøgruppen bl.a.  skal sikre at:

  • arbejdet, arbejdsprocesser og -metoder er tilrettelagt og bliver udført fuldt forsvarligt
  • at stoffer og materialer kun bruges ved arbejdsprocesser og -metoder, der effektivt sikrer de ansatte mod unødige påvirkninger fra støj, støv, stråling og kulde mv.
  • at de ansatte får en effektiv oplæring og instruktion
  • at arbejdsprocesser, arbejdsstedet, tekniske hjælpemidler samt arbejdet med stoffer og materialer tilpasses den enkelte ansatte
  • at maskiner, redskaber og andre tekniske hjælpemidler er indrettet og bruges på en sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig måde
  • at ulykker, forgiftninger og sundhedsskader samt tilløb hertil undersøges og anmelde dem til arbejdsgiveren eller dennes repræsentant
  • at den enkelte har en adfærd, der fremmer egen og andres sikkerhed og sundhed.

{TitlePlaceholder}

Arbejdsmiljøgruppens samarbejde med arbejdsmiljøudvalget

Det er vigtigt, at I i arbejdsmiljøgruppen har gjort jer klart, hvordan I samarbejder med arbejdsmiljøudvalget. Der vil f.eks. være problemer, som I ikke selv kan løse, og som derfor skal bæres videre i arbejdsmiljøudvalget.

I arbejdsmiljølovgivningen står der at, arbejdsmiljøgruppen skal: 

  • Virke som kontaktled mellem de ansatte og arbejdsmiljøudvalget. 
  • Forelægge sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer, som arbejdsmiljøgruppen ikke kan løse, eller som er generelle for virksomheden, for arbejdsmiljøudvalget.

Arbejdsmiljøudvalgets opgaver

I virksomheder, hvor der er mindst 35 ansatte, skal der oprettes et eller flere arbejdsmiljøudvalg. Læs om opbygningen af arbejdsmiljøorganisationen her (link til Sådan skal arbejdsmiljøorganisationen se ud).

I arbejdsmiljøudvalget skal du sammen med de øvrige arbejdstagerrepræsentanter samt ledelsesrepræsentanter arbejde med de strategiske, dvs. de overordnede opgaver om arbejdsmiljø.

 

{TitlePlaceholder}

  1. Planlægge, lede og koordinere virksomhedens samarbejde om sikkerhed og sundhed. Arbejdsmiljøudvalget skal forestå de nødvendige aktiviteter til beskyttelse af de ansatte og til forebyggelse af risici.

  2. Gennemføre den årlige arbejdsmiljødrøftelse.

  3. Kontrollere sikkerheds- og sundhedsarbejdet og sørge for, at arbejdsmiljøgrupperne orienteres og vejledes herom.

  4. Deltage i udarbejdelsen af virksomhedens arbejdspladsvurdering, herunder inddrage sygefravær, under iagttagelse af gældende forebyggelsesprincipper, jf. bekendtgørelse om arbejdets udførelse.

  5. Deltage i fastsættelse af arbejdsmiljøorganisationens størrelse.

  6. Rådgive arbejdsgiveren om løsning af sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål og om, hvordan arbejdsmiljø integreres i virksomhedens strategiske ledelse og daglige drift.

  7. Sørge for, at årsagerne til ulykker, forgiftninger og sundhedsskader samt tilløb hertil undersøges, og sørge for at få gennemført foranstaltninger, der hindrer gentagelse. Arbejdsmiljøudvalget skal en gang årligt udarbejde en samlet oversigt over ulykker, forgiftninger og sundhedsskader i virksomheden.

  8. Holde sig orienteret om lovgivning om beskyttelse af de ansatte mod sikkerheds- og sundhedsrisici.

  9. Opstille principper for tilstrækkelig og nødvendig oplæring og instruktion, tilpasset arbejdsforholdene på virksomheden og de ansattes behov, samt sørge for, at der føres stadig kontrol med overholdelse af instruktionerne.

  10. Rådgive arbejdsgiveren om virksomhedens kompetenceudviklingsplan.

  11. Sørge for udarbejdelse af en plan over arbejdsmiljøorganisationens opbygning med oplysning om medlemmer, og sørge for, at de ansatte bliver bekendt med planen.

  12. Medvirke aktivt til en samordning af arbejdet for sikkerhed og sundhed med andre virksomheder, når der udføres arbejde på samme arbejdssted.

{TitlePlaceholder}

Få overblik over struktur og samarbejde - også med SU-repræsentanterne

Hvis du er medlem af et arbejdsmiljøudvalg og ikke allerede har et overblik over arbejdsmiljøorganisationen i din virksomhed, så spørg din leder eller arbejdsgiver om en beskrivelse af arbejdsmiljøorganisationen. Arbejdsgiver har nemlig pligt til at udarbejde en plan over arbejdsmiljøorganisationen og gøre planen tilgængelig for medarbejderne.

Planen skal indeholde oplysninger om:

  • Arbejdsmiljøorganisationens opbygning.
  • Hvor mange arbejdsmiljøgrupper der er
  • Hvem der sidder i hvilke grupper
  • Hvor mange arbejdsmiljøudvalg der er
  • Hvem der repræsenterer hvem.

Du kan evt. også søge viden om arbejdsgangene i arbejdsmiljøudvalget. Herunder hvor ofte udvalget mødes, hvornår I som medlemmer får tilsendt materiale samt om udvalget har nedsat arbejdsgrupper og hvad evt. arbejdsgrupper arbejder med.

Hvis du er AMR i en arbejdsmiljøgruppe eller tillidsrepræsentant og med i SU, kan det være en god ide, at du danner dig et overblik over, hvordan arbejdsmiljøudvalget/arbejdsmiljøudvalgene fungerer i din virksomhed. Og at du finder frem til den eller de personer, som repræsenterer dig og de kolleger, som du repræsenterer.  

Din arbejdsgiver har pligt til at udarbejde en plan over arbejdsmiljøorganisationen samt gøre planen tilgængelig for alle medarbejdere.

Du bør også finde ud af, hvordan du kan bære problemstillinger, som ikke kan løses eller ikke bliver løst i f.eks. arbejdsmiljøgruppen, videre ind i arbejdsmiljøudvalget. et er derfor en god ide, at finde ud af, om udvalget har beskrevet, hvordan de vil samarbejde med bl.a. arbejdsmiljøgrupper og samarbejdsudvalg, og hvilke procedurer udvalget har aftalt.